Sport - Ritzau

FCM taber på Cypern efter forsvarskoks

FCM taber på Cypern efter forsvarskoks

FCM taber på Cypern efter forsvarskoks

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: Lyngby Boldklub - FC Midtjylland Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Midtbanespilleren Armin Gigovic begik en stor fejl, da FC Midtjylland tabte udekampen mod Omonia med 0-1.

FC Midtjylland har sat sig selv under et stort pres i bestræbelserne på at nå gruppespillet i Conference League.

Et dominerende midtjysk hold indledte torsdag duellen mod cypriotiske Omonia med et 0-1-nederlag på udebane.

En stor fejl af midtbanespilleren Armin Gigovic på kanten af eget felt bragte gæsterne i problemer efter små 40 minutter.

Svenskeren ville aflevere på tværs til holdkammeraten Juninho, men Gigovic havde ikke opdaget hjemmeholdets Roman Bezus, der opsnappede bolden og skød på mål.

Selv om ukrainerens skud var svagt og sad tæt på Jonas Lössl i målet, så fik FCM-keeperen ikke blokeret, og bolden sprang videre ind over målstregen til 1-0 for værterne.

Det var ellers FCM, der havde siddet tungt på spillet indtil da. FCM var kommet aggressivt ud og viste tegn på kvalitetsforskel mellem de to hold. Det resulterede i massevis af afslutninger på mål, men den sidste skarphed manglede.

Omonia satsede på kontraangreb, og FCM havde fået et lille forvarsel om, at det kunne gå galt. Andronikos Kakoullis havde før cyprioternes 1-0-scoring misbrugt en friløber.

Anden halvleg startede som den første med et tungt midtjysk pres, men det lykkedes ikke at omsætte de lovende takter til scoring.

Indskiftede Sory Kaba var tæt på at udligne i overtiden med et hovedstød, der sneg sig på den forkerte side af overliggeren.

Det er tredje nederlag i træk for midtjyderne, der for en uge siden tabte på udebane til Progres Niederkorn fra Luxembourg.

Trods nederlaget lykkedes det dog at gå videre til tredje kvalifikationsrunde i Conference League efter to gange 15 minutters forlænget spilletid.

I weekenden tabte FCM med 1-4 til Lyngby i Superligaen.

Hvis FCM formår at vinde samlet over Omonia, så skal cheftræner Thomas Thomasbergs mandskab op imod enten Legia Warszawa fra Polen eller østrigske Austria Wien i playoffrunden.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“