Sport - Ritzau
FCN henter svensk angriber på lejeaftale i Milan
FCN henter svensk angriber på lejeaftale i Milan
FCN henter svensk angriber på lejeaftale i Milan
![](/sites/default/files/styles/article_image_1200x450_/public/ritzau-images/20220831091539346_org.jpg?itok=z5fWwASl)
FC Nordsjælland lejer angriberen Emil Roback, der har spillet i Milan de seneste to år.
Superligaens førerhold, FC Nordsjælland, forstærker sin offensiv på sidste åbningsdag af transfervinduet.
Farum-klubben har hentet den svenske angriber Emil Roback i AC Milan på en lejeaftale, der gælder for resten af sæsonen.
Det oplyser FCN på sin hjemmeside.
Den 19-årige svensker har spillet i Milan de seneste to år efter skiftet fra Hammarby.
– Emil er en rigtig spændende spiller, som vi har fulgt igennem mange år - fra Hammarby og videre i Milan - så der ligger flere års arbejde til grund for, at det nu er lykkedes os at få ham til FC Nordsjælland, siger sportschef Jan Laursen.
Roback, der har spillet U-landskampe for Sverige, har endnu sit gennembrud til gode i den italienske storklub.
- Emil er en spiller med et fantastisk tempo og touch, der har venstrekanten som favoritposition. Han har kæmpe potentiale, men mangler endnu at slå helt igennem på seniorniveau.
- Det håber vi, han kommer til i FC Nordsjælland, og vi er sikre på, at han med sin personlighed og spillestil passer perfekt ind i truppen både på og uden for banen, siger sportschefen.
Han tilføjer, at aftalen indeholder en købsoption.
Roback ser frem til at blive en del af det unge tophold.
- Jeg har set et fantastisk hold, der er kendt som det yngste i hele Europa og stadig spiller med i toppen af ligaen. Det er imponerende, siger teenageren.
Han træner med i Farum allerede onsdag formiddag.
/ritzau/