Sport - Ritzau

Fejlfyldt indsats sender Rune tidligt ud i Adelaide

Fejlfyldt indsats sender Rune tidligt ud i Adelaide

Fejlfyldt indsats sender Rune tidligt ud i Adelaide

Ritzau
Adelaide
Zuletzt aktualisiert um:
France Tennis Paris Masters Foto: Thibault Camus/Ritzau Scanpix

Holger Rune fik en skidt åbning på 2023 med et førsterundenederlag til japaneren Yoshihito Nishioka.

Den danske tennisteenager Holger Rune skulle tidligt mandag morgen dansk tid forsøge at ramme det niveau, som han sluttede 2022 med. Men det lykkedes ikke.

Japaneren Yoshihito Nishioka, verdens nummer 36, udnyttede en fejlbehæftet dansk indsats til at tage sejren på 2-6, 6-4, 6-4 efter lidt over to timers urytmisk tennis.

Turneringen skulle tjene som første opvarmning til grand slam-turneringen Australian Open senere på måneden. Det blev dog en kort fornøjelse set med danske briller.

De to spillere havde ikke tidligere mødt hinanden, men Holger Runes fire finaler på stribe i slutningen af 2023 og et hop til verdensranglistens 11.-plads gjorde danskeren til klar favorit.

Det blev dog en rodet affære, hvor opgøret aldrig rigtig fandt en rytme. Det var bestemt ikke til Holger Runes fordel.

Han var nede med breakbolde i begge sine første servepartier, men han fik afværget dem alle. Og han slog til, da muligheden bød sig i den 27-årige japaners serv.

Bruddet til 3-1 gav noget ro i egen serv, og med endnu et brud lukkede han sættet til 6-2.

Andet sæt startede som første. Bortset fra at den 19-årige dansker ikke fik afværget sætbolden i første parti.

Det kom til at præge resten af sættet. Han blev brudt igen til 1-4, og selv om han straks tog det ene brud tilbage, kom han aldrig på omgangshøjde igen. Nishioka tog sættet med 6-4.

Der er ikke noget at sige til, hvis starten på tredje sæt gav Holger Rune en følelse af deja-vu.

Japanerens lidt uortodokse stil drillede Rune, som igen kom ned med breakbolde i sætåbningen. Denne gang to af slagsen.

To store server fik ham ud af problemerne, men da han stod i samme situation ved 2-2, kunne han ikke finde en vej ud, selv om serven var hans bedste våben i kampen.

Et par store fejl gav frustrationer, en advarsel fra dommeren og et tabt dansk serveparti.

Danskeren brød straks tilbage, men den dårlige følelse i slagene sad tydeligvis i kroppen, og endnu et fejlfyldt serveparti kunne end ikke et par store server redde.

Nishioka kom foran 4-3, og trods to danske breakbolde i følgende parti, blev det også 5-3.

Det kom Holger Rune aldrig tilbage fra, og han må tilbage på træningsbanen resten af ugen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“