Sport - Ritzau

Fluminense sejrer i sydamerikansk fodboldfinale

Fluminense sejrer i sydamerikansk fodboldfinale

Fluminense sejrer i sydamerikansk fodboldfinale

Ritzau
Rio de Janeiro
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-LIBERTADORES-BOCA-FLUMINENSE Foto: Silvio Avila/Ritzau Scanpix

Brasilianske Fluminense slog i Copa Libertadores-finalen Boca Juniors 2-1 efter forlænget spilletid.

I en dramatisk Copa Libertadores-finale, der både bød på mål, udvisninger og forlænget spilletid, endte Fluminense med at kunne juble efter en 2-1-sejr over argentinske Boca Juniors.

Det er første gang i Fluminenses historie, at holdet vinder den sydamerikanske pendant til Champions League.

Finalen blev spillet på det legendariske stadion Maracanã i den brasilianske storby Rio de Janeiro. Fluminense har normalt også hjemmebane på det store stadion.

Kun en gang inden lørdagens finale havde Fluminense været i en Copa Libertadores-finale. Det var i 2008, da det brasilianske hold tabte til Quito fra Ecuador.

Boca Juniors har seks Copa Libertadores-titler. Den seneste var i 2007, mens holdet tabte finalen i 2018.

Fluminense var inden kampen favorit, og det brasilianske hold tog styringen fra start.

Efter lidt mere end en halv times spil kom Fluminense også i front.

Brasilianerne kombinerede sig godt igennem højre angrebsside, inden Keno med et fladt indlæg skråt tilbage fandt German Cano, der sparkede den fladt ind bag Sergio Romero i Boca Juniors-målet.

Boca Juniors var begyndt opgøret afventende, men efter scoringen kom argentinerne en smule længere frem på banen.

Den tendens fortsatte i anden halvleg, hvor argentinerne kom mere og mere på bolden.

Samtidig blev Fluminense passive, som anden halvleg skred frem, og med 20 minutter igen kom udligningen.

Boca Juniors-backen Luis Advíncula trak ind fra højresiden og sendte uden for feltet uforstyrret bolden ind ved den fjerneste stolpe.

Det blev det sidste mål i den ordinære tid, og dermed skulle der forlænget spilletid til for at finde en vinder.

I første halvleg af den forlængede spilletid sendte indskiftede John Kennedy den rød-grønne del af stadion i ekstase, da han flot sparkede Fluminense på 2-1.

John Kennedy jublede med fansene, hvilket gav en advarsel, og det viste sig at koste en udvisning for angriberen, der i forvejen havde et gult kort.

Der gik dog ikke længe, før Boca Juniors også blev reduceret til ti mand, da Frank Fabra blev sendt tidligt i bad for et slag mod en Fluminense-spiller.

På trods af et pres fra Boca Juniors i slutminutterne udeblev udligningen, og dermed er Fluminense Copa Libertadores-vinder for første gang i klubbens historie.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“