Sport - Ritzau

Fodboldboss om tilskuerboom: Ingen troede det var muligt

Fodboldboss om tilskuerboom: Ingen troede det var muligt

Fodboldboss om tilskuerboom: Ingen troede det var muligt

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-EUR-LEAGUES-ASSEMBLY Foto: Ozan Kose/Ritzau Scanpix

Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen peger på flere årsager til de høje tilskuertal i Superligaen.

Superligaen oplever for tiden et tilskuerboom med et rekordgennemsnit på mere end 10.000 tilskuere til kampene.

Direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen har sammen med klubberne været med til at drive udviklingen, der måske snart kan nå nye højder.

Traditionelt kommer der flere tilskuere på stadion i foråret, og tallet vil formentlig stige yderligere, når sæsonen nærmer sig sin afslutning, og medaljerne skal fordeles.

- Jeg tør slet ikke gætte på, hvor det kan ende henne i den her sæson.

- Hvis jeg begiver mig ud i noget gætværk, så går det bare galt, og så får vi frost i tre uger i april, siger Claus Thomsen og griner.

- Jeg krydser fingre for, at de nuværende tilskuertal kan holde, siger direktøren.

Det virkede utænkeligt for 32 år siden, da Superligaen blev etableret, at man en dag ville nå et tilskuergennemsnit på 10.000 per kamp.

I 1991 i ligaens første sæson lå snittet på under 4000 tilskuere per kamp, og den daværende formand for Divisionsforeningen Hans Bjerg-Pedersen drømte dengang om at nå et snit på 8000.

- Der var mange, der grinte af den gamle Hans Bjerg-målsætning på de 8000 tilskuere, for det var de færreste, der troede, at det var muligt.

- I dag arbejder vi ikke med en målsætning for, hvor mange tilskuere der skal komme, for vi kan ikke styre det.

- I stedet er der fokus på at levere bedre stadionoplevelser og investere i det. Det er ikke nogen enkelt sag, men klubberne har gjort rigtig meget på den front, siger Claus Thomsen.

Fodbolddirektøren peger på, at superligaklubberne især har været gode til at lytte til deres fans og gøre stadionoplevelsen bedre.

I dag henvender klubberne sig til alle målgrupper, hvor det måske førhen primært var yngre mænd, der dukkede op på stadion.

- Kampene er blevet til begivenheder, og der er skabt et fællesskab, som betyder meget for fremgangen.

- Jeg tror også, at strukturen har noget at sige. Der er mange kampe, hvor der er noget på spil. Det er godt for tilskuertallet, og det giver en turnering med mange jævnbyrdige kampe, siger Claus Thomsen.

Divisionsforeningens direktør tilskriver også klubbernes satsning på egne talenter en del af forklaringen på den aktuelle tilskuerfremgang. Satsningen blev accelereret med store investeringer tilbage i 2016/17.

- Det giver dels rigtig gode transferindtægter, men det giver også en høj grad af identifikation, at der spilles med rigtig mange egenudviklede spillere på alle holdene.

- Hvis man ser på kampene i går (søndag, red.), så er nogle af de største profiler egenudviklede spillere.

- Det giver en identifikation, og det gør Superligaen endnu mere til "vores" liga, siger Claus Thomsen.

- Hvis man kigger fremad, så håber vi, at man kan fastholde det nuværende momentum, men der kommer formentlig en række stadionrenovationer og -byggerier de næste år. Det kommer til at påvirke tilskuertallene, siger han.

Det står blandt andet klart, at AGF på grund af opførelsen af et nyt stadion i en overgangsperiode skal spille på en bane i Aarhus med nedsat tilskuerkapacitet.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“