Sport - Ritzau

Forbund vil tale med DIF om støtte til Holten op til OL

Forbund vil tale med DIF om støtte til Holten op til OL

Forbund vil tale med DIF om støtte til Holten op til OL

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Canoe Sprint European Olympic Qualifier in Szeged Foto: Tamas Kovacs/Ritzau Scanpix

René Holten bliver ikke en del af elitecenteret frem mod OL, men kan måske få hjælp fra DIF og Team Danmark.

Den danske kajakroer René Holten Poulsen banede sig torsdag vej til sommerens OL i Paris ved et kvalifikationsstævne i Ungarn.

OL-billetten kom i hus, på trods af at Holten siden 2022 har stået helt på egne ben og selv stået for træning, økonomi og alt, hvad det indebærer at være professionel sportsmand, efter at Dansk Kano & Kajak Forbund vragede ham fra elitecenteret.

Baggrunden var, at landstrænerne for to år siden vurderede, at det ikke var realistisk for den tidligere OL-sølvvinder at komme i nærheden af OL-kravet i 2024.

Det har René Holten Poulsen nu modbevist, men selv om Holten stadig har vist sig som Danmarks stærkeste kort, får det ikke formanden for Dansk Kano & Kajak Forbund, Tom Faurschou, til at fortryde beslutningen fra 2022.

Han mener stadig, at beslutningen var den rette på det tidspunkt, men vil gerne støtte Holten frem mod legene.

Holten kommer ifølge formanden ikke til at være en del af elitecenteret, men Tom Faurschou vil undersøge, hvordan han kan hjælpe den 35-årige kajakroer.

Faurschou fortæller til DR Sporten, at han mandag vil tage fat i samarbejdspartnerne i Team Danmark og DIF for at prøve at lave et setup til Holten.

- Vi er meget afhængige af, som vores økonomi er i forbundet, at vi kan få DIF og Team Danmark på banen for at give ham noget støtte og den bedste forberedelse op mod Paris.

- Det er målet for os - også i respekt for det, han har gjort. Han er vores mest vindende atlet nogensinde, så det skylder vi ham, vil jeg sige, siger Tom Faurschou til DR Sporten.

Holten blev nummer to i finalen i 1000 meter enerkajak i torsdagens kvalifikationsstævne og tog dermed den yderste billet til legene.

De afvikles i den franske hovedstad fra 26. juli til 11. august.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“