Sport - Ritzau

Første VM-test skal få kvindelandsholdet op i tempo

Første VM-test skal få kvindelandsholdet op i tempo

Første VM-test skal få kvindelandsholdet op i tempo

Ritzau
Viborg
Zuletzt aktualisiert um:
VM-kvalifikationskamp, kvinder: Danmark - Montenegro Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Danmark skal blive dygtigere til at håndtere modstanderens høje pres, siger Lars Søndergaard før testkamp.

De danske fodboldkvinder skal bruge tirsdagens testkamp mod Australien i Viborg på at blive bedre til at håndtere modstandere, der spiller i et højt tempo og lægger et højt pres.

Det havde de danske fodboldkvinder nemlig lidt svært ved at håndtere under EM i sommer, mens modstanden i VM-kvalifikationen har været for blød til at sætte Lars Søndergaards mandskab under pres.

Det siger landstræneren forud for opgøret mod Australien.

- Det er vores første rigtige forberedelseskamp frem mod VM næste sommer. Med det antal samlinger vi har på landsholdsplan, er det vigtigt at udnytte hver eneste mulighed for at få god modstand, og det får vi.

- Australien er VM-værtsnation og har forberedt sig til slutrunden i lang tid, så vi møder en nation, der kan presse os mere, end de modstandere vi har haft i VM-kvalifikationen.

- Vi kommer til at spille en kamp i et højt tempo, så vi bliver presset til at spille og tænke hurtigere, lige som vi gjorde til EM i sommer. Vi er inde i en periode, hvor vi virkelig kan prøve nogle ting af, men samtidig få erfaring med at spille sammen på et højt niveau, siger Lars Søndergaard.

I VM-kvalifikationen var det ofte op til Danmark at styre kampene med bolden ved fødderne. Det er typisk langtfra præmissen, når Danmark møder mere ligeværdig modstand.

- Vi har fokus på bedre at kunne spille os ud af et højt pres. Når man møder toplande, som vi også gjorde til EM med Spanien og Tyskland, så kan man ikke forvente at være så meget i boldbesiddelse, som vi var i VM-kvalifikationen, hvor vi i alle kampe havde et kæmpe overtag i boldbesiddelse og skulle skabe kampene.

- Vi vil selvfølgelig også gerne være i boldbesiddelse mod de store nationer, og det kræver i højere grad, at vi bliver dygtigere til at spille os ud af et højt pres. Vi skal tænke hurtigere, spille hurtigere og positionere os bedre.

- Fordi vi også har haft bolden så meget i vores kvalifikationskampe, er vi ikke blevet så udfordret i at træne vores defensive strukturer og presstrategier, så det kommer vi også til at bruge kampen mod Australien til, for vi skal rykke os på de områder.

- Vi bliver kun bedre af at møde de bedste hold, siger landstræneren.

Inden næste års slutrunde skal han også lave flere eksperimenter. Det bliver dog ikke nødvendigvis i dysten mod Australien, at landstræneren afprøver helt nye ting.

- Vi spiller 3-4-3, men det kan da godt være, at vi skal prøve nye formationer og nye spillere af inden VM. Men det er måske stadig lidt tidligt at gøre det allerede nu, siger Lars Søndergaard.

Australien ligger nummer 12 på verdensranglisten, hvor Danmark selv frister en tilværelse som nummer 17. Sidste år mødtes holdene i en testkamp i Horsens, hvor Danmark vandt 3-2.

Tirsdagens testkamp i Viborg begynder klokken 18.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“