Sport - Ritzau

Forvandlet Kiel-mandskab rejser sig og tager bronze

Forvandlet Kiel-mandskab rejser sig og tager bronze

Forvandlet Kiel-mandskab rejser sig og tager bronze

Ritzau
Köln
Zuletzt aktualisiert um:
HANDBALL-EHF-MEN-FINAL4-KIEL-MAGDEBURG Foto: Roberto Pfeil/Ritzau Scanpix

Magnus Landin og holdkammeraterne fik has på Magnus Saugstrup og Magdeburg i bronzekampen.

SC Magdeburg skulle søndag forsøge at rejse sig efter nederlaget til Aalborg Håndbold i Champions League-semifinalen lørdag, men Magnus Saugstrup og holdkammeraterne løb i den rent tyske bronzekamp ind i et nyt nederlag.

Et forvandlet THW Kiel-mandskab, der lørdag blev blæst ud af Lanxess Arena af FC Barcelona, vågnede op til dåd og snuppede tredjepladsen ved Final 4 i Köln.

Godt nok sled Magdeburg sig tilbage i opgøret efter en horribel første halvleg, men rigtig spændende blev det aldrig. Magnus Landin bød på venstre fløj ind med seks scoringer for Kiel, som vandt opgøret med 32-28.

Det var tydeligt på spillerne fra Magdeburg, at lørdagens skuffelse stadig sad i kroppen på dem. Gnisten var i første halvleg helt væk, og meget af tiden gik med at brokke sig over dommerne, som da heller ikke leverede til topkarakter.

For eksempel blev Magdeburgs Christian O'Sullivan for anden dag i træk tildelt et rødt kort, da han steg op for at gribe en høj bold, der dalede ned fra loftet.

I forsøget ramte han tilfældigt en modstander i hovedet og blev efter stor forvirring og et videotjek sendt op på tribunen. Den var de ikke tilfredse med i Magdeburg-lejren.

Christian O'Sullivan kan nu prale af den lidt specielle statistik at have fået rødt kort i alle de fire Final 4-kampe, han har spillet i sin karriere.

For at stække det dynamiske Magdeburg-mandskab skal man have styr på defensiven, og det havde Kiel.

Rutinerede Domagoj Duvnjak sørgede konstant for at holde holdkammeraterne på dupperne, og når en tackling sendte en modstander i gulvet, jublede Kiel-spillerne, som havde de allerede vundet kampen.

Samtidig hang de ellers så aggressive Magdeburg-spillere mere og mere med mulerne og kom aldrig op i det gear, som de fandt i semifinalen.

Ved pausefløjt var forskellen mellem de to mandskaber på otte mål, og det var nok til at holde Magdeburg fra fadet, selv om Saugstrup og holdkammeraterne fandt noget klasse og gejst frem fra værktøjskassen i anden halvleg.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“