Sport - Ritzau

Fra sofa til VM-bronze på 36 timer: Det har været specielt

Fra sofa til VM-bronze på 36 timer: Det har været specielt

Fra sofa til VM-bronze på 36 timer: Det har været specielt

Ritzau
Herning
Zuletzt aktualisiert um:
World Women''s Handball Championhship: Denmark vs Sweden. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Kaja Kamp blev kaldt ind til VM-bronzekampen og fik meget mere spilletid, end hun havde regnet med.

Kaja Kamp har haft et par dage, hun ikke glemmer foreløbig.

Fredag aften ringede telefonen. Det var Jesper Jensen, der skulle bruge en stregspiller, efter at Kathrine Heindahl var blevet skadet i VM-semifinalen.

Lørdag morgen troppede hun op i Herning og trænede med landsholdet. Søndag eftermiddag leverede hun en flot præstation i sin debut på landsholdet mod Sverige og føjede en VM-bronzemedalje til samlingen.

- Det er 36 timer, der har været helt vanvittige, siger Kaja Kamp efter den smalle sejr på 28-27 over Sverige i bronzekampen.

Hun kom på banen allerede i første halvleg og leverede en flot indsats med blandt andet to mål til følge. I alt spillede hun i næsten 24 minutter, og det havde hun ikke forventet.

- Overhovedet ikke. Jeg er meget overrasket, men jeg er glad for, at Jesper tror på, at jeg kan levere varen, siger Kaja Kamp.

Hun scorede sit første landsholdsmål i en periode, hvor Danmark var lidt nede i en bølgedal før pausen, men lige da bolden ramte nettet, nåede hun ikke at tænke over, hvad der egentlig var sket.

- Det var først, da folk råbte og gik helt amok. For mig var det bare en håndboldkamp. Jeg er godt klar over, at det var landsholdet og 12.000 tilskuere, der råbte mit navn, men det var bare håndbold, og jeg skulle bare smide bolden i kassen, siger hun.

Da hun lørdag morgen mødte ind til træning i Herning, sad hun lidt for sig selv i et hjørne af den lille tribune i træningshallen. Og det var helt bevidst.

- Jeg skulle ikke fylde mega meget i går, siger hun.

- Det har været specielt. De andre var mega kede af det, og det kunne jeg godt forstå, for de spillede en sindssygt god kamp mod Norge. Jeg skulle prøve at komme med noget energi og være der for dem, der havde brug for det, siger hun.

Landstræner Jesper Jensen er imponeret af, hvordan Kaja Kamp har tacklet opgaven.

- Vi skal huske at rose alle for at tage godt imod hende. Men jeg er så stolt af hende. Jeg kender hende rigtig godt, også privat. Hun har besteget et stort bjerg for at stå her, og det gør mig stolt, siger han.

Kaja Kamp blev også kaldt ind til EM sidste år, men spillede ikke. Til gengæld fik hun en sølvmedalje.

- Jeg har to medaljer og én kamp. Det er en statistik, der ikke er mange, der kan prale af.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“