Sport - Ritzau
Frank Lampard er færdig som manager i Everton
Frank Lampard er færdig som manager i Everton
Frank Lampard er færdig som manager i Everton
Frank Lampard har forladt posten som manager i Premier League-klubben Everton. Det oplyser klubben.
11 nederlag i 20 Premier League-kampe i denne sæson blev enden for Evertons manager, Frank Lampard. Nu er det nemlig slut for Lampard i Everton.
På sin hjemmeside oplyser klubben, at han forlader posten. Det samme gør assistenterne Joe Edwards, Paul Clement, Ashley Cole og Chris Jones.
Everton begrunder det afbrudte samarbejde med den seneste tids resultater og den nuværende placering på en delt sidsteplads i Premier League.
Everton takker Lampard og hans trænerstab for arbejdet de 12 måneder, som det blev til.
Klubben meddeler også, at man er på jagt efter en ny manager. Indtil videre vil Paul Tait og klubikonet Leighton Baines stå for træningen.
Frank Lampard har stået i spidsen for Everton siden januar 2022. Everton er placeret på 19.-pladsen i den bedste engelske fodboldrække med 15 point, og tabte i weekenden til West Ham.
Det eneste, der gør, at Everton ikke ligger sidst i tabellen, er en bedre målscore end Southampton.
Det er kun blevet til tre sejre i indeværende Premier League-sæson for Lampard og Everton. Everton har været en del af den bedste engelske fodboldrække i alle sæsoner siden 1954.
Det er ikke mere end to uger siden, at klubbens ejer Farhad Moshiri gav sin fulde opbakning til Lampard i et skriftligt svar til Evertons fans, som sendte et åbent brev til Everton-ejeren, hvor der blev udtrykt fortvivlelse over den nuværende situation i klubben.
I sidste sæson endte Everton på 16.-pladsen. Fire point over nedrykningsstregen. I 38 Premier League-kampe har Everton med Lampard i spidsen gennemsnitligt hentet 0,92 point i gennemsnit per kamp.
Det er ikke første gang, at Frank Lampard bliver afbrudt i et trænerjob før tid. Det måtte han også hos Chelsea i januar 2021.
I næste Premier League-runde møder Everton topholdet Arsenal. Og runden efter venter Liverpool i et Merseyside-derby.
/ritzau/