Sport - Ritzau

Franskmand afslutter 92 års ventetid på kvindelig VM-dommer

Franskmand afslutter 92 års ventetid på kvindelig VM-dommer

Franskmand afslutter 92 års ventetid på kvindelig VM-dommer

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Foto: Karim Jaafar/Ritzau Scanpix

Som den første hoveddommer ved et herre-VM dømte Stéphanie Frappart kampen mellem Tyskland og Costa Rica.

Den franske dommer Stéphanie Frappart skrev torsdag historie, da hun blev den første kvinde til at stå i spidsen for en kamp ved herrernes VM-slutrunde i fodbold.

Således dømte hun gruppekampen mellem Costa Rica og Tyskland på Al-Bayt Stadium i Al Khor i Qatar. Det skete med hjælp fra de to kvindelige linjedommere Neuza Back fra Brasilien og Karen Diaz fra Mexico.

38-årige Frappart er en pioner for kvindelige dommere.

Hun skrev sig ind i historiebøgerne, da hun i 2019 blev den første kvinde til at dømme en fransk Ligue 1-kamp mellem Amiens og Strasbourg.

Samme år stod hun i spidsen for Uefa Super Cup-kampen mellem Liverpool og Chelsea, hvormed hun blev den første kvinde til at dømme en stor europæisk herrekamp.

I 2020 blev hun den første kvindelige dommer i Champions League, da hun fik ansvaret for en kamp mellem Juventus og Dynamo Kyiv.

- Mændenes VM er den vigtigste sportskonkurrence i verden, har Stéphanie Frappart tidligere sagt.

Fifas verdensmesterskab for herrer blev første gang afholdt i 1930.

Franskmanden, hvis passion for fodbold stammer fra hendes far, er tredobbelt vinder af prisen for verdens bedste kvindelige dommer, som uddeles af Den Internationale Forening for Fodboldhistorie og Statistik (IFFHS).

Frapparts præstation under VM i Qatar er blevet mødt med anerkendelse fra blandt andre Costa Ricas træner, Luis Fernando Suárez, som har beskrevet den som et fremskridt for kvinder i en "sexistisk sport".

I alt har tre kvindelige hoveddommere presset sig gennem nåleøjet til gruppen af 36 dommere fra alle verdensdele, der styrer kampene i Qatar.

Ud over Frappart er det japaneren Yoshimi Yamashita og Salima Mukansanga fra Rwanda.

Kampen mellem Costa Rica og Tyskland torsdag aften endte 4-2 til Tyskland. Men fordi Japan vandt 2-1 over Spanien i den anden kamp i gruppe E, endte tyskerne med en lang næse og et tidligt VM-exit.

Japan skal i sin ottendedelsfinale møde Kroatien, mens Spanien kommer til at stå over for Marokko.

/ritzau/Reuters

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“