Sport - Ritzau
Franskmand tager endnu en klassikersejr i Belgien
Franskmand tager endnu en klassikersejr i Belgien
Franskmand tager endnu en klassikersejr i Belgien
Christophe Laporte fulgte op på sejren i Gent-Wevelgem ved også at vinde Dwars door Vlaanderen.
Christophe Laporte har gang i nogle gode dage i Belgien.
Søndag vandt han Gent-Wevelgem, og onsdag blev det så til en sejr i en anden belgisk brostensklassiker, Dwars door Vlaanderen.
Modsat søndag, hvor Laporte kom til mål med holdkammeraten Wout van Aert, kørte Laporte denne gang alene til stregen efter at være stukket af fra en ti mand stor gruppe cirka fem kilometer fra mål.
Mikkel Honoré sad i en gruppe, som Laporte stak af fra, og havde kort forinden forgæves forsøgt at komme væk.
Mads Pedersen sluttede som bedste dansker på femtepladsen efter at have spurtet om de sekundære placeringer, da feltet kom til mål.
Dwars door Vlaanderen er en slags generalprøve til søndagens Flandern Rundt. Den frygtindgydende trio med Wout van Aert, Mathieu van der Poel og Tadej Pogacar, der er storfavoritter til søndagens monument, stillede dog ikke op.
Efter lang tid med status quo i feltet fik Trek-holdet rusket op i tingene med lidt over 90 kilometer til mål.
På Knokteberg-stigningen satte Mads Pedersen og co. sig frem og skruede tempoet i vejret. Målet var tydeligvis at få feltet til at eksplodere, og der opstod da også i korte momenter flere splittelser.
Men ikke nok til at Trek blev ved. Det ville simpelthen kræve for mange kræfter at fortsætte, så holdet trak følehornene til sig.
Løbet var dog nu for alvor givet frit, og flere ryttere forsøgte sig med angrebsforsøg.
På endnu en tur op ad Knokteberg med lidt over 50 kilometer til mål blev der igen gået til den.
Denne gang var det Tiesj Benoot, der accelererede og fik flere med sig. En gruppe på otte ryttere - herunder Mikkel Honoré - blev dannet foran feltet.
De nærmede sig langsomt udbrydergruppen, der først bestod af seks ryttere, men som i løbet af dagen var endt som en duo med Alexander Kristoff og spanske Oier Lazkano.
Med ti kilometer til mål trådte Mikkel Honoré an uden dog at komme væk. Det satte gang i en bølge af angreb i gruppen, og med seks kilometer til mål blev Kristoff og Lazkano indhentet.
Så var det hver mand for sig i frontgruppen. Mikkel Honoré åbnede ballet med et angreb, men det var Christophe Laporte, der havde mest at skyde med.
Franskmanden kom alene afsted. Samtidig gik samarbejdet i forfølgergruppen i stykker, og det stod hurtigt klart, at Laporte ikke ville blive indhentet.
/ritzau/