Sport - Ritzau

Friis tager over i tjekkisk mesterklub efter Priske

Friis tager over i tjekkisk mesterklub efter Priske

Friis tager over i tjekkisk mesterklub efter Priske

Ritzau
Prag
Zuletzt aktualisiert um:
Lars Friis Foto: Michal Kamaryt/Ritzau Scanpix

Sparta Prag har kigget internt for at finde afløseren for Brian Priske. Valget er faldet på Lars Friis.

Sparta Prag slipper for at skulle vidt omkring i sin søgning efter en ny cheftræner, efter at Brian Priske har forladt klubben til fordel for Feyenoord.

Onsdag formiddag oplyser den tjekkiske fodboldklub på sin hjemmeside, at valget er faldet på Lars Friis.

Friis har været assistent for Priske i de seneste to sæsoner og været med til at vinde to mesterskaber og en pokaltitel i hovedstadsklubben.

Nu får han selv ansvaret for at videreføre de gode resultater.

Sparta Prag har lagt vægt på at bevare kontinuiteten i klubben, forklarer sportsdirektør Tomas Rosicky.

- Det vigtigste for os var at fortsætte med at arbejde ud fra klubbens system. Det var derfor, vi valgte Lars. Han har alle de kvaliteter, der er nødvendige for at blive en succesfuld træner for Sparta, lyder det fra den tidligere stjernespiller.

Kigger man tilbage på den seneste håndfuld år, har karrieren været lidt af en rutsjebanetur for Lars Friis.

Fra at være assistent i Brentford og AGF overtog han ansvaret i Viborg, og her gjorde han det så godt, at AaB hyrede ham som cheftræner.

Det blev blot til 22 kampe med 12 nederlag til følge, før den nordjyske superligaklub mistede tålmodigheden med Friis og smed ham på porten.

Mindre end to år senere er han cheftræner for en af Tjekkiets mest traditionsrige klubber.

- Det, at jeg kender stedet og alle omkring det, gør overgangen til cheftrænerjobbet så meget nemmere. Jeg ved, hvordan de interne processer fungerer, og hvad målene og forventningerne er.

- Når man modtager sådan et tilbud fra en klub som Sparta, er der ingen grund til at tøve, forklarer fodboldtræneren.

Det oplyses ikke, præcis hvor længe Lars Friis og Sparta Prag har papir på hinanden, men der er underskrevet en "flerårig kontrakt", lyder det på klubbens hjemmeside.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“