Sport - Ritzau

GDPR forhindrer Brøndby i at kunne straffe busbøller

GDPR forhindrer Brøndby i at kunne straffe busbøller

GDPR forhindrer Brøndby i at kunne straffe busbøller

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: FC København - Brøndby IF Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Brøndby kan ikke få udleveret navne på folk i den bus, som angreb FCK-fans på en rasteplads på Fyn.

På vej hjem efter 0-0-kampen i Viborg søndag holdt en bus med Brøndby-fans ind på en rasteplads på Fyn, hvor en samling FC København-fans var.

Det førte til slagsmål og affyring af pyroteknik mod personer, mens andre mennesker på rastepladsen uforvarende blev vidne til angrebet på modstanderfansene.

Mandag lægger Brøndby-direktør Ole Palmå ikke skjul på, at balladen, der kommer efter en længere periode med mange sager om voldelige fans, frustrerer ham.

- Vi er dybt, dybt frustrerede over de seneste episoder fra gårsdagens kamp mod Viborg, siger Palmå til klubbens hjemmeside.

Også på stadion i Viborg var der problemer med Brøndby-fansene, som anvendte pyroteknik, mens en del fans også brød karantæner.

Det har ført til 28 sager efter kampen, men angrebet på rastepladsen kan klubben ikke gøre meget ved. Det skyldes GDPR-reglerne.

- Politiet oplyser os, at de har registreret alle navne på personerne i bussen, men grundet GDPR kan vi ikke få navnene udleveret og give de pågældende personer karantæner, eller se om de allerede har karantæne, forklarer Palmå.

- Det er naturligvis frustrerende, da vi ligesom alle andre, ikke ønsker at disse personer kommer til vores kampe.

- Vi har naturligvis igangsat vores egen efterforskning af sagen i håbet om at få identificeret de involverede med henblik på at give karantæner.

Lige nu har mere end 120 personer karantæne fra at overvære Brøndbys kampe, men urostifterne fra bussen på den fynske rasteplads kan klubben altså få svært ved at få identificeret.

GDPR-problematikken må ikke stå i vejen for, at kriminelle handlinger kan blive straffet. Det mener formand for Folketingets retsudvalg, Morten Dahlin (V).

- Vi må simpelthen finde en løsning på det her problem. GDPR-regler skal jo ikke stå i vejen for at kunne straffe hooligans, siger Dahlin.

- Justitsministeriet må dykke ned i juraen og se, om der ikke kan findes en løsning, så klubberne får bedre mulighed for at uddele sanktioner til de mennesker, der ødelægger fodbolden for alle os andre.

Også Dansk Folkepartis retsordfører, Susanne Eilersen (DF), vil have justitsministeren på banen.

Ole Palmå oplyser, at Brøndby i den igangværende sæson har fået bøder for omkring 1,8 millioner kroner - primært fra fansenes brug af pyroteknik til kampe.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“