Sport - Ritzau

Golden Knights tager tredje sejr i kampen om Stanley Cup

Golden Knights tager tredje sejr i kampen om Stanley Cup

Golden Knights tager tredje sejr i kampen om Stanley Cup

Ritzau
Sunrise
Zuletzt aktualisiert um:
2023 NHL Stanley Cup Final - Game Four Foto: Patrick Smith/Ritzau Scanpix

Vegas Golden Knights skal efter tredje sejr over Florida Panthers bruge én mere sejr for at vinde Stanley Cup.

Det begynder for alvor at lugte af guld i Las Vegas, hvor ishockeyfans natten til søndag kunne fejre, at Vegas Golden Knights havde taget en udebanesejr over Florida Panthers i finaleserien af NHL-slutspillet.

Vegas Golden Knights afværgede på udebane et comeback fra Florida Panthers, som i sidste ende måtte se sig slået med resultatet 3-2 til gæsterne.

Golden Knights havde forinden allerede gjort rent bord på hjemmebane, hvor holdet havde taget to sejre ud af to kampe. Florida Panthers vandt den første af dets to hjemmebanekampe, men natten til søndag var Vegas Golden Knights altså for meget for hjemmeholdet.

Dermed står der 3-1 til Vegas Golden Knights i det samlede regnskab over finalen. I NHL, som er Nordamerikas øverste ishockeyliga, afgøres slutspilsrunderne i bedst ud af syv-format, hvor man altså skal vinde fire kampe over sin modstander for at gå videre.

Og med 3-1 i det samlede regnskab kan Vegas Golden Knights altså rejse hjem til deres hjemstat, Nevada, hvor de natten til onsdag får besøg af Florida Panthers i seriens femte - og muligvis afgørende - kamp.

Holdene dyster om Stanley Cup - trofæet, der signalerer, at man er det bedste hold i Nordamerika.

Kampen natten til søndag blev spillet på Florida Panthers' hjemmebane i Sunrise, der ligger lidt uden for Fort Lauderdale i delstaten Florida.

Det lignede langt hen ad vejen ren rutine for gæsterne, der godt 11 minutter inde i kampens anden periode allerede havde bragt sig på 3-0.

Chandler Stephenson stod for de første to af målene, mens svenske William Karlsson - også kendt som Wild Bill - bidrog med det tredje.

Florida Panthers satte dog fem minutter efter Karlssons mål kursen mod et comeback, da Brandon Montour reducerede til 1-3 for hjemmeholdet.

Aleksander Barkov formindskede marginen endnu mere, da han reducerede til 2-3 i tredje periode, men Florida Panthers nåede aldrig helt i mål, og buzzeren lød i FLA Live Arena med 3-2 på tavlen til Vegas Golden Knights.

Seriens femte kamp spilles i Las Vegas natten til onsdag. Vinder Vegas Golden Knights ikke finaleserien med den kamp, skal der spilles en sjette kamp på Florida Panthers' hjemmebane natten til lørdag.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“