Sport - Ritzau

Golftrio kan kickstarte stor dansk sommer i stærk major

Golftrio kan kickstarte stor dansk sommer i stærk major

Golftrio kan kickstarte stor dansk sommer i stærk major

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
2023 PGA Championship - Preview Day Two Foto: Kevin C. Cox/Ritzau Scanpix

For første gang i seks år stiller tre danske herrespillere til start i en golfmajor.

En top-10-placering vil være fantastisk og et stort skridt frem for dansk herregolf.

Umiddelbart lyder det ikke alt for ambitiøst, men når feltet er så stærkt som tilfældet er i årets anden major, PGA Championship, er det et realistisk bud på et succeskriterium for de tre danske spillere.

Det mener Henrik Knudsen, der er golfkommentator hos Viaplay.

Hverken Thorbjørn Olesen, Nicolai Højgaard eller Rasmus Højgaard spås indledningsvist andet end en marginal rolle i et felt, hvor 97 af verdensranglistens 100 bedste stiller til start.

- En dansker i top-20 vil gøre mig rigtigt glad, og nærmer vi os top-10, vil jeg være jublende glad, siger Henrik Knudsen.

Dansk herregolf var været glimrende kørende i de seneste år, men der har primært været tale om triumfer på European Tour/DP World Tour-niveau.

I majorturneringerne mangler endnu den første danske triumf, og ingen har for alvor været tæt på siden Anders Hansens tredjeplads i PGA Championship i 2011 og Thomas Bjørns fjerdeplads i The Open samme år.

- Lige nu vil det være klar fremgang med en top 10-placering. Jeg har talt det til 17-18 danske top-10-placeringer i majors gennem tiderne, hvoraf Thomas Bjørn selvfølgelig står for en stor del af dem.

- Så det er jo sket en del gange før, men vi har bare manglet dem i et godt stykke tid efterhånden, siger Knudsen.

Thorbjørn Olesen er den mest formstærke dansker. Han er rykket op på 84.-pladsen på verdensranglisten efter sin tredjeplads i Soudal Open i Belgien i sidste uge.

Nicolai Højgaard, der nummer 109 i verden, har til gengæld modsat Olesen spillet en del med verdenseliten på PGA Tour i år, ligesom det var tilfældet for Rasmus Højgaard, der er nummer 119 i verden, i 2022.

Henrik Knudsen ser muligheder for alle tre.

- Det er tre spillere med usædvanlige evner, og alle tre har potentialet til at lave noget stort i den rigtige uge, når alt flasker sig. Jeg taler ikke nødvendigvis om at vinde, men mere om top-10 eller noget lignende.

- Thorbjørn Olesen fandt frem til et eller andet andet i Belgien i sidste uge og fik en tredjeplads, og han er også den mest formstærke og mest erfarne af de tre.

- Til gengæld har tvillingerne lidt ekstra længde, så hvis de kan finde fairways med driveren, så burde de stå bedre, siger Knudsen og kalder Rasmus Højgaard, der er på vej tilbage efter en skulderskade, den bedste i trioen med putteren.

For de tre danskere er der andet end cuttet og en hæderlig placering at kæmpe for. Et stærkt resultat vil give mange point til diverse ranglister og bedre mulighed for adgang til flere majors og PGA Touren.

Den europæiske Ryder Cup-kaptajn Luke Donald er desuden også en del af feltet på Oak Hill Country Club i Pittsford, New York, og det er dermed en oplagt mulighed for vise sig frem.

- Jeg drømmer om en stor sommer for dansk golf og en-tre danskere på Ryder Cup-holdet. Det kræver en stor dansk sommer, for ingen af dem er lige nu helt inde i varmen.

- Men tre danskere til start i en major er i første omgang en gave og en stor mulighed, siger Henrik Knudsen, der kommenterer seks timer dagligt fra de fire runder i PGA Championship.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“