Sport - Ritzau

Grønbæk viste målinstinkt: Landsholdsmål er utrolig stort

Grønbæk viste målinstinkt: Landsholdsmål er utrolig stort

Grønbæk viste målinstinkt: Landsholdsmål er utrolig stort

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
UEFA Nations League: Danmark - Serbien Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Albert Grønbæk synes, han har haft en fed første uge som landsholdsspiller med et mål og to startpladser.

I sin bare anden landskamp fik 23-årige Albert Grønbæk åbnet sin målkonto på det danske landshold, da han med sin 1-0-scoring, var med til at sikre en sejr på 2-0 over Serbien i Nations League søndag aften.

- Lige nu er det målet og sejren, der fylder mest. Det var meget specielt og utroligt stort.

- Jeg synes egentlig ikke, at jeg spillede den bedste kamp. Jeg synes, at jeg havde lidt for mange boldtab, men de gjorde det også svært for os, siger en smilende Grønbæk.

Efter en flot kombination på kanten af felten, hvor han spillede bande med Yussuf Poulsen, tog han to træk ind i feltet og lagde bolden stille og roligt fladt ind i det venstre målhjørne med højrefoden.

- Det gik rigtig hurtigt, så jeg nåede ikke at tænke vældig meget. Jeg spillede på instinktet. Jeg så egentligt bare, at der var frit, og så gik jeg for det, siger Grønbæk.

Herefter brød jublen løs i Parken, og den unge aarhusianer kunne fejre sit første landsholdsmål.

Forsvarsspilleren Rasmus Nissen Kristensen var hurtigt ude at juble med Grønbæk. På tv-billederne kunne man se ham råbe Grønbæk ind i hovedet og pege på ham.

- Jeg fik ikke rigtig noget med mig, men jeg kunne da forestille mig, at han sagde et eller andet dumt, siger Grønbæk.

Nissen Kristensen er mere meddelsom.

- Jeg prøvede bare at fortælle, hvor fuldstændig vanvittig en fodboldspiller han er. Det er en sindssyg kvalitet - en ung knægt, der bare kommer ind og tager over. Det har jeg bare en rigtig stor respekt for.

- Så det handler om for sådan en type som mig at give alt den ros og den ro og tillid, han skal have. Og så kan I selv se, hvad han kan bidrage med, siger Nissen Kristensen.

Generelt er Grønbæk glad for den måde, Nissen Kristensen har taget imod ham på landsholdet.

- Der er selvfølgelig nogen, man snakker bedre med end andre, og som man har kendt fra tidligere.

- "NK" er en super god fyr uden for banen, og han har været ekstremt god til at tage imod mig. Det er jeg selvfølgelig taknemmelig for, siger Grønbæk.

Jublen efter scoringen forstummede kortvarigt, da scoringen skulle igennem et fireminutters VAR-tjek.

- Det var nervepirrende. Jeg håbede selvfølgelig, at det talte. Der gik lige lang tid nok, men jeg er super lettet over, at den stod, siger Grønbæk.

Alt i alt har landsholdssamlingen været lidt af en drømmeuge for Grønbæk, der nu rejser hjem til Rennes med to startpladser, en scoring og en kåring som kampens spiller i bagagen.

- Det har været mega lærerigt og en rigtig fed uge med en masse gode dage. Jeg er kommet rigtig fint ind i gruppen. De har givet mig en frihed til at kunne spille, som jeg spiller.

- Til at starte med håbede jeg selvfølgelig på at kunne få debut. Så det er selvfølgelig en sindssyg stor oplevelse at score og starte inde to gange, siger Grønbæk.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“