Sport - Ritzau
Guardiola: Haaland har ikke har nået sit bedste
Guardiola: Haaland har ikke har nået sit bedste
Guardiola: Haaland har ikke har nået sit bedste
Erling Haaland er hurtigste spiller til at nå 20 mål i Premier League, men træneren ser et større potentiale.
Manchester City-manager Pep Guardiola tror på, at Erling Haaland stadig har til gode at nå sit topniveau.
Det er til trods for, at Erling Haaland med to scoringer onsdag blev den hurtigste spiller til at nå 20 mål i Premier League. Det skete med sejren ude over Leeds.
- Jeg har en følelse af, at han ikke er på sit bedste. Det er et spørgsmål om tid, siger Guardiola ifølge Reuters.
- Han missede chancer. Forhåbentligt kan han gøre det bedre. Men tallene er exceptionelle, han er en fantastisk trussel for os og altid i den rigtige position på det rigtige tidspunkt, siger City-træneren.
Den norske spiller har scoret 26 gange i 20 kampe under Guardiola.
Onsdag aften var han på pletten to gange i anden halvleg, da Manchester City på udebane slog danske Rasmus Nissen Kristensens Leeds 3-1.
Erling Haaland er født i Leeds, hvor hans far, Alf-Inge, var en stor profil i sin aktive karriere, så jublen fra målmaskinen var forholdsvis afmålt.
- Det var planlagt. Jeg følte ikke, jeg skulle juble. Det handler om respekt for Leeds, for jeg blev født der, siger Erling Haaland til Viaplay ifølge NTB.
Alf-Inge Haaland nåede også at spille i Manchester City i sin aktive karriere, og det blev markeret i barndommen for sønnike.
- Min mor og far var på tribunen, det var specielt at have hele min familie på tribunen.
- Da jeg var lille, havde jeg på mit værelse et Leeds-sæt med Eirik Bakke på ryggen og et City-sæt med far på. Det er en stor dag for mig og familien, siger Erling Haaland.
Erling Haaland blev kampens hovedperson på grund af sine to mål.
- I mine vildeste drømme at spille på Elland Road for City mod Leeds. Det er endda svært at drømme om. Det er surrealistisk med en far, som har spillet for begge klubber, siger Erling Haaland.
/ritzau/