Sport - Ritzau
Haaland skyder dansk keeper i sænk og tangerer Salah
Haaland skyder dansk keeper i sænk og tangerer Salah
Haaland skyder dansk keeper i sænk og tangerer Salah
Erling Haaland har scoret 32 mål i 28 ligakampe efter sine to scoringer mod Daniel Iversen og Leicester.
Erling Haaland lagde lørdag nye lag på sin fantomsæson i Premier League.
To gange passerede nordmanden danske Daniel Iversen i Manchester Citys 3-1-sejr over Leicester, inden han blev skiftet ud i pausen.
Den 22-årige angriber har dermed scoret 32 gange i 28 ligakampe i sin første sæson i England. 32 scoringer på én sæson er en tangering af Mohamed Salahs rekord i tiden med 20 hold og 38 kampe i Premier League.
Andy Cole og Alan Shearer nåede begge 34 mål på én sæson i starten af Premier Leagues levetid, hvor ligaen bestod af 22 hold og dermed 42 kampe.
Udskiftningerne af Haaland og John Stones i pausen og kort efter også Kevin De Bruyne og Rodri skal ses i lyset af, at City onsdag spiller returkamp ude mod Bayern München i Champions League med en 3-0-føring som udgangspunkt.
Udskiftningerne satte også sit store præg på opgøret, der faldt dramatisk i tempo og underholdningsniveau i anden halvleg, inden Leicester i det sidste kvarter vågnede op.
Forinden havde City afgjort kampen i de første 45 minutter, hvor den tidligere FCK'er Victor Kristiansen var på banen for udeholdet, inden han blev pillet ud.
Efter fem minutter fik Leicester trods flere chancer ikke clearet bolden ud af egen zone efter et hjørnespark, og så flugtede stopperen John Stones kuglen ind bag Iversen fra kanten af feltet med venstreskøjten.
Otte minutter senere øgede Haaland til 2-0 på et straffespark, der blev givet for hands. Iversen valgte den rigtige side, men nåede ikke ned til det flade og hårde norske spark.
3-0-målet faldt efter 25 minutter og blev orkestreret af De Bruyne, der erobrede bolden på egen halvdel og efter et løb satte Haaland op til et køligt, lille chip over Iversen.
Kampen virkede herefter til at ebbe ud, indtil den tidligere City-angriber Kelechi Iheanacho efter 75 minutter stod på det rigtige sted og reducerede på en ripost efter et hjørnespark.
Det satte lidt gang i Leicester, der var meget tæt på yderligere en reducering ved først James Maddison og siden Iheanacho. Den og dermed spændingen udeblev dog.
/ritzau/