Sport - Ritzau

Hæmmet Wozniacki ser ind i usikker periode

Hæmmet Wozniacki ser ind i usikker periode

Hæmmet Wozniacki ser ind i usikker periode

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Miami Open 2024 - Day 6 Foto: Mpi04/Ritzau Scanpix

Caroline Wozniacki håber, at en uges fri kan afhjælpe skader, så hun kan spille Billie Jean King Cup.

Caroline Wozniacki har i den seneste periode bevist, at hun kan begå sig blandt de bedste på WTA-touren.

Det understregede hun ikke mindst i sidste uge, da hun nåede kvartfinalen i Indian Wells, hvor hun førte 4-1 mod verdensetteren, Iga Swiatek, før hun tabte første sæt og måtte opgive med en skade.

Torsdag var Wozniacki på kurs mod sejr over verdens nummer 36 med en føring på 7-5, 5-2, men siden gik hun ned og tabte de to sidste sæt med 5-7, 4-6 til Anhelina Kalinina.

Med til historien hører, at Wozniacki fortsat sled med smerter, og det skaber usikkerhed om den kommende tid for den 33-årige dansker.

- Mine fødder skal forbedres nu her. Jeg skal tage nogle dages fri, og så hjælper det forhåbentlig på mine fødder.

- Jeg har været lidt igennem her (i USA, red.), men sådan er det, når man er ved at blive lidt ældre og får spillet en masse kampe i træk. Det er selvfølgelig en del af det, siger Caroline Wozniacki.

Hendes næste planlagte turnering er Billie Jean King Cup fra 8.-13. april, hvor hun har udsigt til comeback for landsholdet.

- Det håber jeg helt sikkert, at jeg bliver klar til.

- Jeg tager en uges fri, og så regner jeg med, at jeg kan træne og være klar til Billie Jean King Cup, lyder det fra Wozniacki.

Hun tør heller ikke at garantere sin deltagelse ved Masters 1000-turneringerne i Madrid og Rom, der fungerer som optakt til French Open.

- Jeg bliver nødt til at sætte mig ned og tale med teamet om, hvad vi gør, og hvad næste skridt er. Så lige nu kan jeg ikke give et klart svar.

Wozniacki blev tildelt wildcard til US Open sidste år og Australian Open i januar, men det har hun ikke fået tilsagn om ved French Open.

Derfor er hun ikke sikker på deltagelse i Paris, eftersom hendes aktuelle placering som nummer 129 på verdensranglisten ikke rækker til at nå med i hovedturneringen.

Hun kan dog nå at indtjene point i eksempelvis Charleston i første uge af april, men med de aktuelle skavanker er det usikkert, om hun overhovedet er i stand til det.

Alternativt kan Wozniacki stille op i kvalifikationsturneringen til French Open.

Kampe på grus vil være kærkomne, da sommerens OL også spilles på French Open-anlægget.

- Målet er at spille til OL, som er grus, så jeg skal fokusere på at gøre det så godt, jeg kan på grus - også taktisk. Jeg har ikke spillet på grus i flere år, så jeg skal have lidt tid til at vænne mig til det igen, siger Wozniacki.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“