Sport - Ritzau

Hamilton regner med Mercedes-tilknytning indtil pension

Hamilton regner med Mercedes-tilknytning indtil pension

Hamilton regner med Mercedes-tilknytning indtil pension

Ritzau
Melbourne
Zuletzt aktualisiert um:
AUTO-PRIX-F1-KSA-PRACTICE Foto: Giuseppe Cacace/Ritzau Scanpix

Lewis Hamilton vil køre for Mercedes "indtil mine sidste dage", siger han efter skuffende sæsonstart.

Formel 1-stjernen Lewis Hamilton maner alle rygter om Mercedes-exit til jorden.

Den syvdobbelte verdensmester regner med, at han fortsætter på det tyske motorsportshold frem til Formel 1-karrierens afslutning, medmindre Hamilton inden da føler, at han ikke kan bidrage til, at holdet får succes.

Det siger Hamilton ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters på et pressemøde forud for weekendens løb i australske Melbourne.

- Holdet er som en familie, og jeg føler mig hjemme her. For at være ærlig ser jeg mig selv køre for Mercedes indtil mine sidste dage. Jeg har fantastiske kolleger og stærke relationer på holdet.

- Jeg vil bidrage til at få holdet fremad. Hvis der nogensinde kommer et punkt, hvor jeg ikke kan det længere, er det måske tid til, at der kommer en yngre kører ind, siger Lewis Hamilton.

Britens kontrakt med Mercedes udløber efter sæsonen, og efter at have indledt 2023-sæsonen med to femtepladser uden at være i nærheden af at kunne følge med Red Bull-racerne forrest i feltet, blussede rygterne om et muligt brud mellem Hamilton og Mercedes op.

38-årige Hamilton har kørt for Mercedes siden 2013. I den periode har han vundet seks verdensmesterskaber. Inden da repræsenterede han McLaren, som han også vandt et verdensmesterskab for.

Mercedes dominerede i en årrække i motorsportens kongeklasse, men er blevet overhalet. Holdet har indrømmet, at årets racer, W14, skal forbedres gevaldigt, hvis holdet igen skal køre med i kampen om grandprixsejre.

Der er små fremgange at spore siden 2022-sæsonen, hvor Mercedes blev nummer tre i kampen om konstruktørernes verdensmesterskab.

- Der er sket små forbedringer i forhold til sidste år. Men jeg er klar over, at det kan tage lang tid, før vi kan følge med bilerne foran os. De kommer også til at udvikle sig, siger Hamilton.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“