Sport - Ritzau

Hammerkastere skal bruge Hvidovres superligabane til DM

Hammerkastere skal bruge Hvidovres superligabane til DM

Hammerkastere skal bruge Hvidovres superligabane til DM

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
NordicBet Liga: Hvidovre IF - SønderjyskE Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Hvidovre Atletik arrangerer ungdoms-DM i første weekend af september på superligaoprykkeren Hvidovres bane.

Hvidovre Kommune er for tiden i gang med at opgradere byens stadion, så det imødekommer kravene til Superligaen.

Kommunen har annonceret, at der skal anlægges en ny græsbane frem mod den kommende sæson i landets bedste fodboldrække, hvor Hvidovre IF er tilbage efter 26 års fravær.

I den lokale atletikklub, Hvidovre Atletik & Motion, regner formand Martin Roald-Arbøl fortsat med, at græsbanen sideløbende med fodbolden kan bruges af atletikudøvere til forskellige kastediscipliner.

- Vi har gjort opmærksom på, at det er vitalt for os, at vi fortsat har mulighed for at kunne bruge grønsværen på Hvidovre stadion til vores træning og konkurrencer.

- Det tog de op i kommunalbestyrelsen, og her fik vi tilsagn fra dem om, at det fortsat er muligt for os, siger Martin Roald-Arbøl.

Formanden nævner, at flere at landets største atletiktalenter 2.-3. september kommer forbi Hvidovre til DM, hvilket betyder, at banen ikke kan benyttes af superligaoprykkeren i den weekend.

- Vi er vært for de danske ungdomsmesterskaber i atletik i begyndelsen af september, så i den weekend skal vi bruge banen til den aktivitet.

- Her skal grønsværen bruges til kastedisciplinerne spydkast, diskoskast og hammerkast, siger Roald-Arbøl.

Atletikformanden fortæller, at spydkast og diskoskast ikke forårsager nævneværdig skade, mens det kræver en speciel behandling at reparere efter hammerkast.

- Vi bruger stadion til vores normale træning i diskoskast og spydkast, og det laver ikke nævneværdig skade. Vi retter det op med det samme.

- De huller, der kommer efter hammerkast, kræver en speciel behandling, men det sørger vi også for, siger han.

Gennem foråret er Hvidovres bane ofte blevet udskældt for at være i en ringe forfatning, men Martin Roald-Arbøl mener ikke, at det hænger sammen med atletikudøvernes brug af græsset.

- Vi laver meget lidt ravage på grønsværen i forhold til en almindelig fodboldkamp, hvor spillerne løber rundt med knopper og kommer ned i glidende tacklinger.

- Den problemstilling, der har været på banen her til foråret, har vi ingen aktie i. Det havde intet med atletikken at gøre, siger Martin Roald-Arbøl.

Hvidovre Kommune har afsat 15,8 millioner kroner i budgettet til en opgradering af byens stadion. Ud over en ny bane skal der opstilles mobile tribuner, så tilskuerkapaciteten når op på 10.000.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“