Sport - Ritzau

Håndboldkvinder jages tidligt ud af sengen i OL-øvelse

Håndboldkvinder jages tidligt ud af sengen i OL-øvelse

Håndboldkvinder jages tidligt ud af sengen i OL-øvelse

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Kvindelandsholdet træner Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er morgenmad klokken 6 og tidlig træning, når håndboldkvinderne denne weekend øver sig til OL-åbning.

De danske håndboldkvinder indleder om to uger OL med en morgenkamp klokken 9 mod Slovenien.

Det er usædvanligt tidligt for landsholdsspillerne, der plejer at spille om eftermiddagen og aftenen på både klub- og landshold.

Derfor vil landstræner Jesper Jensen i weekenden teste morgenrutinerne før åbningskampen.

- Det er enormt vigtigt for os at øve os i det, og hvis vi kan håndtere den situation, så er vi bedre stillet i forhold til at få en sejr i åbningskampen, som er vigtigt for os, siger Jesper Jensen.

Hvis spillerne ikke er klar til at levere en toppræstation fra morgenstunden mod slovenerne, så risikerer OL-turneringen at få en skæv start. Planen er at stå op klokken 5.30 før Slovenien-kampen.

- Det er et konkurrenceparameter at kunne håndtere en klokken 9-kamp. Det har vi italesat over for spillerne.

- Hvis vi kun kommer ud på 92 procent mod Slovenien, så ender vi med at tabe. Kommer vi ud på 100 procent, så har vi en forventning om, at vi er små favoritter, fortsætter landstræneren.

Weekendens morgenmad på spillerhotellet på Amager serveres klokken 6, og så er der afgang til træning bagefter. Her venter der en intern kamp for at simulere åbningsdagen ved OL.

Fløjspilleren Trine Østergaard har aldrig tidligere spillet en så tidlig kamp, og hun er spændt på, hvordan kroppen reagerer.

- Jeg skal træne, hvor meget morgenmad, jeg har behov for at spise.

- Normalt får jeg en god morgenmad, og ofte får vi også frokost før vores kampe. Jeg er vant til at spise tre-fire timer før en kamp, men det kan ikke lade sig gøre her.

- Det er super godt at få trænet, om jeg skal spise havregrød, rugbrød eller noget andet og få mærket på kroppen, hvad den kan tage imod, siger Trine Østergaard.

Danmark tester OL-formen to gange i næste uge mod Norge, som også venter i det indledende gruppespil ved OL.

Ud over Slovenien og Norge er Danmark i gruppe med Sverige, Tyskland og Sydkorea. Fire hold går videre til kvartfinalerne.

Åbningskampen mod Slovenien spilles torsdag 25. juli, hvilket er dagen før åbningsceremonien.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“