Sport - Ritzau

Håndboldkvindernes onde ånd knuser dansk gulddrøm

Håndboldkvindernes onde ånd knuser dansk gulddrøm

Håndboldkvindernes onde ånd knuser dansk gulddrøm

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
HANDBALL-OLY-PARIS-2024-NOR-DEN Foto: Sameer Al-Doumy/Ritzau Scanpix

Et angreb med store mangler kostede de danske håndboldkvinder chancen for en finaleplads ved OL.

Danmark har det ofte svært mod Norge, når det gælder i de største kampe, og mønsteret gentog sig i torsdagens OL-semifinale.

Her levede nordmændene op til favoritværdigheden og besejrede i sikker stil de danske kvinder 25-21.

Althea Reinhardt gjorde, hvad hun kunne i buret, men et blodfattigt angreb fik for sent knækket koden til at nedbryde det norske forsvar.

Lørdag formiddag skal Danmark møde Sverige i en kamp om olympisk bronze, mens Norge senere samme dag står over for værtsnationen, Frankrig, i finalen.

Modsat Danmark har Norge stået i OL-semifinaler ved de seneste fire udgaver af sommerlegene.

Måske var det forskellen i erfaring på den allerstørste scene, der viste sig i begyndelsen af første halvleg, hvor danskerne havde det svært.

Det danske angreb frøs, hver gang det mødte den norske forsvarsmur og den 44-årige målvogter Katrine Lunde. Og kun Althea Reinhardts fortsatte storspil forhindrede nordmændene i at stikke af.

Danmark kom bagud 1-4, og landstræner Jesper Jensen indså hurtigt, at der var brug for at gentænke planen.

Han tog Reinhardt ud, når Danmark havde bolden, og lod det danske angreb spille syv mod seks.

Ligesom i kvartfinalen mod Holland lignede det kortvarigt en genistreg. Nordmændene vidste ikke, hvordan de skulle håndtere de danske indspil til stregen, og det kastede en stribe danske mål af sig.

Med syv minutter tilbage af første halvleg slog Sarah Iversen til og udlignede til 8-8, men så løb danskerne ind i en ny scoringstørke.

Nordmændene strammede grebet i defensiven, og da Marit Jacobsen scorede til 11-8 kort før pausen, var Danmark på ny væltet ned i et hul.

Jesper Jensen gik tilbage til at spille med seks i angrebet, men kvaliteten hos de offensive spillere var ganske enkelt ikke god nok til at true Norges forsvar.

På et kvarter havde Danmark blot scoret en enkelt gang, og spillerne virkede rådvilde, hver gang de nåede ned i nordmændenes forsvarsende.

Camilla Herrem gjorde vejen til et dansk comeback endnu længere med sin scoring til 15-9, og Jesper Jensen tog en timeout.

Det satte lidt mere fut i det danske angreb, men nordmændene virkede aldrig truet af de danske våben.

Som et sidste desperat forsøg gik Jesper Jensen tilbage til at spille syv mod seks, men løbet var kørt.

Det lignede dødsstødet, da Henny Reistad scorede til 20-13 efter 47 minutter, men mod slutningen kom der pludselig en snert af spænding.

Sandra Toft snuppede et straffekast, og Anne Mette Hansen reducerede til 20-23, men tættere kom Danmark ikke.

Nu har Danmark knap halvandet døgn til at få humøret op igen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“