Sport - Ritzau

Heroic løfter taget på Royal Arena med vild finalesejr

Heroic løfter taget på Royal Arena med vild finalesejr

Heroic løfter taget på Royal Arena med vild finalesejr

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
SWEDEN-E-SPORTS-LIFESTYLE-GAMING Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix

Counter-Strike-holdet Heroic triumferede i Blasts efterårsfinale efter overtid på sidste map.

Det danske Counter-Strike-hold Heroic gik søndag hele vejen ved Blasts efterårsfinale i København.

I et til tider sydende og udsolgt Royal Arena vandt Heroic titlen og et beløb svarende til 1,4 millioner kroner ved at slå modstanderen, Faze 2-1.

Opgøret blev meget tæt på sidste map, Vertigo, og blev først afgjort efter overtid.

Med sejren fulgte Heroic flot op på en god periode for holdet, der tidligere i november gav en andenplads i majorturneringen i Rio. Opturen har bragt Heroic op som nummer to på verdensranglisten efter russiske Outsiders.

I et feststemt Royal Arena var den tidligere profil på fodboldlandsholdet Nicklas Bendtner, som har startet sit eget Counter-Strike-hold, en del af en opvarmningskamp, men de største bifald gik trods alt til Heroic.

Efter en nærmest obligatorisk halv times forsinkelse kom finalen skidt i gang for Heroic.

Danskerne havde valgt Overpass som første map, og det lignede indledningsvist en meget skidt idé.

Som terrorister kom Heroic bagud 0-5, men holdet viste til stor glæde for en del af arenaen sin klasse og gik til pausen med en 8-7-føring.

Den blev hurtigt udbygget som antiterrorister, og første map sluttede med en forholdsvis overbevisende 16-11-sejr efter blandt andet en stærk præstation af anfører Casper "cadiaN" Møller.

Faze, der har den danske profil Finn "Karrigan" Andersen på sit hold, valgte Inferno som andet map, og netop det havde Heroic haft store problemer med på det seneste.

Fem gange i træk og tre af tre mulige gange i ugen op til finalen havde Heroic tabt på Inferno-mappet, blandt andet i 0-2-nederlaget til Faze torsdag.

Efter en skidt start kom Heroic som antiterrorister til pause med en 8-7-føring, men det danske hold måtte i anden halvleg sande, at det sjette nederlag i træk på Inferno var en realitet. 16-12 vandt Faze.

Dermed skulle finalen afgøres på Mirage-mappet, og her satte Heroic hurtigt fut under kedlerne. 11-4 førte holdet efter første halvleg som antiterrorister.

Momentum skiftede dog totalt, og publikum fik fuld valuta for pengene, da det endte 15-15 og med en overtidsafgørelse. Her havde Heroic de bedste nerver, og anfører Casper "cadiaN" Møller fik lov at afgøre det til gigantisk jubel for holdets fans.

Heroic-holdet bestod ud over Møller af Martin "stavn" Lund, René "TeSeS" Madsen, Rasmus "sjuush" Beck og Jakob "jabbi" Nygaard.

Heroic har længe rangeret som Danmarks næstbedste Counter-Strike-hold. På det seneste er landsmændene i Astralis dog blevet vippet af pinden.

Den tidligere verdensetter Astralis, der nu er nummer 18 i verden, blev nummer tre i sidste års efterårsfinale i Royal Arena efter en sejr over Heroic, men var ikke kvalificeret til slutspillet i årets turnering.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“