Sport - Ritzau

Hjulmand har set åbner igen: Ingen lamper blinkede

Hjulmand har set åbner igen: Ingen lamper blinkede

Hjulmand har set åbner igen: Ingen lamper blinkede

Ritzau
Freudenstadt
Zuletzt aktualisiert um:
EM 2024: Det danske fodboldlandshold er tilbage på træningsbanen i Freudenstadt Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kasper Hjulmand afviser, at han burde have set Sloveniens udligning komme - intet tydede på det, siger han.

Fodboldlandstræner Kasper Hjulmand deler ikke de danske medier og fans' narrativ om, at han burde have set Sloveniens udligning komme i søndagens 1-1-kamp mod Slovenien i EM-premieren.

For selv om slovenerne havde flere nærgående forsøg, inden holdet scorede på en afrettet flugter i det 77. minut, havde Danmark ikke mistet initiativet.

Det siger Kasper Hjulmand efter at have genset og gennemanalyseret kampen, da han mandag formiddag mødte den danske presse i Freudenstadt før landsholdets træning.

- Jeg synes, vi spillede en rigtig god første halvleg. Vi kunne godt have scoret en pind mere. De havde et par dybdebolde, hvor vores bagkæde ikke var afstemt. Det var faresignalerne i en rigtig fin første halvleg.

- Jeg er ikke enig i betragtningerne om, at det var en helt anden kamp i anden halvleg. Jeg har kigget perioden igennem frem til deres mål, og der var ikke noget i sol, måne eller stjerner, der viste, at de havde fået overtaget - alle tallene viser, at vi stadig havde overtaget.

- De havde fået to chancer på lange indkast og et frispark fra siden. Så min fornemmelse var ikke, at vi havde mistet energi eller initiativet, og det er jeg blevet bekræftet i. På det tidspunkt var der ikke noget, der fik alarmklokkerne til at ringe, siger Kasper Hjulmand.

- Jeg erkender gerne over for spillerne, hvis jeg har set noget forkert, eller der er noget i tallene, som er anderledes end min oplevelse, men det er ikke tilfældet her, tilføjer han.

Kasper Hjulmand ville lave en dobbeltindskiftning efter 72 minutter, men fik ikke skiftet ind inden Sloveniens udligning. I stedet skiftede Danmark fem spillere fra Sloveniens udligning og de følgende 11 minutter.

Han afviser den hypotetiske diskussion, om at tidligere udskiftninger kunne have hjulpet Danmark til at bevare eller øge føringen.

- Lad os forestille os, at jeg havde skiftet ud tidligere, og de så havde scoret, så var jeg blevet spurgt om, hvorfor jeg skiftede ud på et hold, der fungerede godt.

- Det er så nemt at se fodboldkampe bagudrettet. Man får aldrig svaret på, hvad der ville være sket, hvis man havde gjort noget anderledes. Nogle gange lykkes ændringer, nogle gange lykkes de ikke, siger Hjulmand.

Han medgiver dog, at Danmark offensivt ikke ramte samme niveau efter pausen som i første halvleg. Da Slovenien satsede mere offensivt og aggressivt, skulle Danmark i højere grad have skabt uro ved at true slovenernes bagrum.

- Vi spillede ikke med nok fremadrettethed. Vi fik en stor chance til Rasmus Højlund, som fuldstændig kunne have ændret kampens billede.

- Vi kan være kritiske omkring vores egen boldbesiddelse. Vi var ikke dygtige nok til at komme til chancer i anden halvleg, vi udnyttede kun dybden den ene gang i anden halvleg, siger Kasper Hjulmand.

Selv om han karakteriserer pointdelingen som to tabte point, er der også positive ting at tage med fra den første af tre gruppekampe.

- Christian Eriksen kom godt i gang med turneringen, vi fik ingen skader, Andreas Christensen spillede 90 minutter, og vi har tre wingbacks, som kom godt i spil. Der er mange ting, som tegner fint, siger Hjulmand.

Danmark skal forsøge at hente flere EM-point i torsdagens gruppekamp mod England i Frankfurt.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“