Sport - Ritzau

Hjulmand og spillere affinder sig med uperfekt EM-bane

Hjulmand og spillere affinder sig med uperfekt EM-bane

Hjulmand og spillere affinder sig med uperfekt EM-bane

Ritzau
Freudenstadt
Zuletzt aktualisiert um:
EM 2024: Herrelandsholdet i fodbold træner i Freudenstadt Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Træningsbanen i Freudenstadt er ikke til topkarakter, men den er bedre end forventet, siger EM-danskere.

Den er ikke tiptop, men bedre end frygtet.

Sådan lyder vurderingen af fodboldlandsholdets allerede omdiskuterede EM-træningsbane i sydtyske Freudenstadt, efter at spillerne har haft en enkelt træning på det nyanlagte græstæppe.

Under tirsdagens træning gik landstræner Kasper Hjulmand rundt og nærstuderede hele banen for at se, om den potentielt kunne være farlig for spillerne, og om nogle områder ville have bedre at blive skånet end andre.

- Jeg gik rundt på de fleste græsstrå. Jeg kiggede på de forskellige områder og forskellige samlinger. Og så prøvede jeg at lære vandingsanlægget at kende, for den skal være våd, når vi træner på den. Græsset er lidt længere, end vi er vant til, men så længe banen er våd, triller bolden fint.

- Alle kan se, at det ikke er en perfekt fodboldbane, men den er ikke totalt værdiløs. Vi får det bedste ud af den. Jeg vil ikke bruge en masse krudt på den, for jeg kan ikke forandre den, så jeg får det bedste ud af den, og det gør spillerne også, siger Kasper Hjulmand onsdag formiddag.

Spørgsmål: Hvilket ord passer til dens nuværende tilstand?

- Det ved jeg ikke. Den er, som den er, svarer landstræneren kryptisk.

Efter at have set billeder af den nylagte bane var spillerne nervøse for, hvad der ventede dem i Freudenstadt. Heldigvis var banen bedre end frygtet, siger Andreas Christensen og Kasper Dolberg.

- Den er meget bedre, end den ser ud. Heldigvis, for den ser ikke så god ud. Vi kan håbe, at den bliver bedre og bedre, og at vejret ikke er for hård ved den.

- Nogle steder er den lidt blød, men det tror jeg altid, man vil kunne føle, når banen er nyanlagt. Man kan også se linjerne i den. Men den er klippet okay, og bolden glider rimelig nemt, hvilket er det vigtigste. Så den er bedre, end jeg havde troet, siger Andreas Christensen.

Den er et niveau under landsholdets normale træningsbane hjemme i Danmark, siger Dolberg.

- Jeg har trænet på bedre baner, men den er ikke så dårlig som frygtet, og som den ser ud. Man kan godt spille på den.

- Den er ikke så god som i Helsingør. Det er ikke så galt, at man tænker på det under hele træningen, men den er lidt blødere, og der er lidt flere huller, end der er i Helsingør.

- Jeg havde selvfølgelig håbet, at vi kom ned til en knivskarp bane, og det ville spille 100 procent, men værre er den ikke. Banen er ikke en kæmpe katastrofe. Selvfølgelig havde vi forventet en bedre bane, men vi må prøve at få det bedste ud af den, siger Dolberg.

De to danske spillere frygter ikke, at banen er i en tilstand, hvor de risikerer, at den forårsager skader.

- Måske tænkte jeg lige over banen i går, men jeg var positiv overrasket, så jeg håber ikke, at det bliver noget, vi kommer til at lægge mere mærke til, siger Andreas Christensen og suppleres af Dolberg:

- Jeg tænker ikke på risikoen for at blive skadet. Jeg har også spillet på rigtig dårlige baner nede i Belgien i den her sæson, siger angriberen.

Landsholdets anden træning på banen i Freudenstadt begynder onsdag klokken 11. Holdet træner også på den torsdag og fredag, inden den får tre døgns hvile, mens landsholdet er i Stuttgart til EM-premieren mod Slovenien.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“