Sport - Ritzau

Højgaard stempler ind på PGA Tour med superrunde

Højgaard stempler ind på PGA Tour med superrunde

Højgaard stempler ind på PGA Tour med superrunde

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Farmers Insurance Open - Round One Foto: Sean M. Haffey/Ritzau Scanpix

Nicolai Højgaard gik de første 18 huller ved Farmers Insurance Open i fem slag under par.

Nicolai Højgaard trådte onsdag ind i sin første PGA Tour-turnering med et fast adgangskort i baglommen, og det gjorde han med manér.

Han var en af dagens første spillere til at slå ud ved Farmers Insurance Open, som bliver spillet i San Diego, og han var med helt fremme dagen igennem.

Den danske golfstjerne startede på hul ni, og da han nåede hul 18, havde han lavet fem birdies og var alene i front af turneringen, der har næsten 62 millioner kroner i præmiepuljen.

På de sidste ni huller var Højgaard mere menneskelig og leverede både en birdie og en bogey, og dermed sluttede han i fem slag under par.

I skrivende stund, før alle er færdige med de 18 huller, er det nok til en delt andenplads.

Nicolai Højgaard sikrede sig sit tourkort til den prestigefyldte tour sidste år, hvor han sluttede året af med at vinde sæsonfinalen på den europæiske DP World Tour.

Selvtilliden fejler efter alt at dømme intet, og den 22-årige jyde lignede da heller ikke én, der er kommet til det forjættede golfland bare for at være med.

På hul 15 havde han chancen for at gå alene i front med et birdieput. Men han missede, og skuffelsen lyste ud af ham. På sidste hul havde han en god chance for at få endnu en birdie, som kunne sende ham på førstepladsen, men han måtte nøjes med par.

Onsdagens runde tyder på, at Nicolai Højgaard formentlig kommer til at slås med nogle af de tunge drenge om de mest fornemme pladser.

I hvert fald spillede verdens nummer 12, Collin Morikawa, og verdens nummer 6, Patrick Cantlay, også godt og er med helt i top. Sidstnævnte er i skrivende stund alene i front.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“

Leserbrief

Meinung
Jørgen Popp Petersen
„Den grønne omstilling kræver handling“