Sport - Ritzau

Højtflyvende AGF buldrer videre med sikker sejr i Aalborg

Højtflyvende AGF buldrer videre med sikker sejr i Aalborg

Højtflyvende AGF buldrer videre med sikker sejr i Aalborg

Ritzau
Aalborg
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: AaB-AGF Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AGF indtager førstepladsen i Superligaen efter en overbevisende 4-0-sejr over AaB på udebane.

Fire sejre i træk med en samlet målscore på 14-1.

Det er bundlinjen for AGF efter fredagens overbevisende 4-0-sejr over oprykkeren AaB på udebane i en vindblæst affære.

De højtflyvende gæster havde vinden i ryggen i første halvleg og gik til pause med en solid 3-0-føring efter træffere af Mads Emil Madsen, Gift Links og Patrick Mortensen.

I en mere lige og åben anden halvleg lukkede brandvarme Mortensen ballet på et straffespark med sin sjette scoring i de seneste fire kampe.

AGF indtager med de tre nyhøstede point førstepladsen i Superligaen med 13 point efter seks kampe. Flere hold kan dog skubbe østjyderne ned i tabellen i løbet af weekenden.

AaB indtager ottendepladsen med seks point for seks kampe. Langt mere bekymrende end placeringen er imidlertid den aktuelle form med to klare nederlag på eget græs efter 0-4 mod Brøndby i sidste runde.

Sydafrikanske Gift Links sprudler for tiden på AGF's venstre wingback, og det var også tilfældet fredag, hvor han var indblandet i gæsternes tre første scoringer.

Efter et kvarter slog Links et indlæg fra venstre, som AaB-defensiven ikke fik clearet, og så sparkede midtbanespilleren Mads Emil Madsen den løse bold i netmaskerne.

En håndfuld minutter senere udnyttede Links vinden og drejede på fremragende vis et frispark fra langt ude i højre side ind bag AaB-keeper og 24-årige fødselar Vincent Müller.

AaB var tydeligt rystet, og AGF truede flere gange med at stikke kniven yderligere ind, inden det efter 38 minutter lykkedes.

Et hjørnespark fra Links blev forlænget og ved bageste stolpe dukkede Patrick Mortensen op og stangede kuglen i rusen.

AaB-træner Menno van Dam reagerede med hele fire udskiftninger i pausen, hvilket blandt andet kostede den 19-årige midtbanespiller Kasper Davidsen en plads, efter at han i første halvleg havde flirtet med et rødt kort.

De friske kræfter og medvinden gav en klart forbedret anden halvleg af nordjyderne, men spændende blev det aldrig.

Rutinerede Nicklas Helenius misbrugte midtvejs gennem anden halvleg værternes med afstand største chance, da han sparkede forbi bolden.

Og i stedet for aalborgensisk pynt blev det 0-4, da Frederik Brandhof fremtvang et straffespark, som anfører Mortensen sikkert omsatte til slutresultatet.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“