Sport - Ritzau

Holdkammerat overskygger Magnussen i våd kvalifikation

Holdkammerat overskygger Magnussen i våd kvalifikation

Holdkammerat overskygger Magnussen i våd kvalifikation

Ritzau
Montreal
Zuletzt aktualisiert um:
AUTO-PRIX-F1-CAN-QUALIFYING Foto: Timothy A. Clary/Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen fik ikke timet et dækskifte ordentligt og endte som nummer 14 i kvalifikationen i Canada.

Kevin Magnussen drømte uden tvivl om endnu en god kvalifikation i Canada, da startpladserne til søndagens grandprix skulle fordeles lørdag aften dansk.

Kvalifikationen var præget af regn. Det var også tilfældet sidste år, hvor Magnussen blev nummer fem i tidtagningen.

Men den startplacering må danskeren kigge langt efter søndag. Magnussen blev nummer 14.

For sjette gang i år sluttede danskerens holdkammerat, Nico Hülkenberg, med et bedre resultat i form af en imponerende andenplads.

Tyskeren blev dog hjulpet gevaldigt af, at tredje og sidste kvalifikationsrunde, Q3, tidligt blev afbrudt på grund af et uheld.

I mellemtiden blev regnen så intens, at det efterfølgende ikke var muligt at matche de tider, der allerede var blevet sat.

Max Verstappen starter for femte gang i år og tredje løb i træk forrest.

Kevin Magnussen gik ind til kvalifikationen med en god portion optimisme efter at have været fjerdehurtigst af alle i træningen tidligere på dagen.

Der var det også vådt, og danskeren lader altså til at kunne noget særligt i Canada, når det regner, hans resultat i sidste års kvalifikation taget i betragtning.

I år var magien dog væk.

I Q1 regnede det ikke, men banen var våd. Den blev dog mere og mere tør, så den rette timing var derfor essentiel.

Magnussen endte med 13.-bedste tid og fik dermed sneget sig med videre til Q2.

Her begyndte det så småt at regne. Inden banen blev våd igen, havde adskillige kørere været i pit for at få normale - og hurtigere - dæk på.

Magnussen var en af dem, men kom senere ud fra pitten end de fleste andre. Han lykkedes derfor ikke med at få sat en hurtig nok tid til en plads i top-10, inden regnen tog til, og var ikke i nærheden af at gå videre.

- Jeg er sådan rimelig skuffet over den måde, vi eksekverede den her tidtagning på, med de forhold der var.

- Vi havde farten, vi fik bare ikke kørt på banen, mens den var tør. Det er sådan lidt vigtigt.

- Jeg er lidt forvirret over, hvad der egentlig skete. Der har været en masse miskommunikation, og det er nok det, der gjorde, at vi var helt skævt på den, siger Magnussen til TV3+ efter kvalifikationen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“