Sport - Ritzau

Holger Rune vinder opvisningskamp på græs over britisk stjerne

Holger Rune vinder opvisningskamp på græs over britisk stjerne

Holger Rune vinder opvisningskamp på græs over britisk stjerne

Ritzau
London
Zuletzt aktualisiert um:
Giorgio Armani Tennis Classic - Day Two - The Hurlingham Club Foto: Steven Paston/Ritzau Scanpix

I en opvisningskamp på græs i London vandt Holger Rune onsdag over britiske Andy Murray i to sæt.

Holger Rune fortsatte onsdag de fine takter på græs, da han i en opvisningskamp besejrede Andy Murray.

Det skete ved opvisningsturneringen Giorgio Armani Tennis Classic, der hvert år afholdes i London i dagene inden Wimbledon.

Turneringen er ikke en ATP-turnering, og der er derfor ikke ranglistepoint på spil.

I stedet er det en mulighed for de bedste tennisspillere til at finpudse græsformen.

I år er første gang, Holger Rune deltager i turneringen, og han er kun programsat til den ene kamp mod den britiske stjerne Andy Murray, der er tidligere vinder af Wimbledon.

De to har aldrig mødt hinanden i en betydningsfuld kamp. På græsset i London vandt Rune opvisningskampen med 6-4, 6-4.

Andy Murray har ikke været en del af tennissportens top-10 i over fem år, men han har de seneste måneder sneget sig langsomt op ad ranglisten og er nu nummer 36.

Den danske tennisstjerne er nummer seks på verdensranglisten, og onsdag blev det offentliggjort, at han også bliver sjetteseedet ved Wimbledon.

Wimbledon, der er en af fire grand slam-turneringer, begynder mandag.

Holger Rune har spillet Wimbledon som senior én gang før, da han sidste år røg ud i første runde.

Han har dog i år vist bedre takter på græs. I opvarmningsturneringen Queen's Club Championship i London i sidste uge vandt han tre kampe, inden han blev slået ud i semifinalen.

Ved opvisningsturneringen Giorgio Armani Tennis Club deltager også profiler som verdensetteren Carlos Alcaraz, Novak Djokovic og Casper Ruud.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“