Sport - Ritzau

Horsens-profil efter vigtig sejr: Kæmpe mentalt boost

Horsens-profil efter vigtig sejr: Kæmpe mentalt boost

Horsens-profil efter vigtig sejr: Kæmpe mentalt boost

Ritzau
Silkeborg
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: Silkeborg IF - AC Horsens Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Horsens vandt tirsdag for første gang i otte kampe. Forsvarsspiller Magnus Jensen kalder det et mentalt boost.

- Det var den gamle følelse, hvor alle kan prøve at spille mod os, men vi er umulige at lirke op. Det var et kæmpe mentalt boost.

Sådan siger forsvarsklippen Magnus Jensen, der var yderst tilfreds med den defensive indsats, efter at AC Horsens tirsdag vandt 2-1 på udebane over Silkeborg i Superligaen.

Horsens, der i mange år har været kendt for sit solide forsvarsspil, har i foråret haft store problemer med at holde modstandernes angribere fra fadet.

Hele 19 mål i de seks seneste kampe havde holdet indkasseret før kampen tirsdag aften mod Silkeborg. Her lukkede Horsens dog kun et mål ind og tog også en sejr med fra kampen, hvilket var første gang i otte forsøg.

- Jeg er træt, virkelig glad og har ondt i hovedet af at koncentrere mig, men hold kæft hvor er det bare det hele værd.

- Vi har haft brug for at vinde kampe, og det har virkelig været svært for os, så det var lige, hvad vi havde brug for.

- Sejre giver altid ro, men vi er stadig klar over, at vi skal vinde flere kampe, siger Magnus Jensen.

Horsens-træner Jens Berthel Askou var efter kampen ligeledes meget tilfreds med indsatsen, som ifølge ham gik lige efter planen.

- Det var en flot og super veludført kamp. Det var lige efter planen.

- Tingene gik op i en højere enhed, fordi alle ramte det niveau, vi gerne vil have, de skal. Det var helstøbt.

- Det føles fantastisk, for det er jo længe siden, at vi har taget en sejr, siger Horsens-chefen.

AC Horsens tog med sejren et stort skridt mod en ny sæson i Superligaen og har nu otte point ned til AaB på den forkerte side af nedrykningsstregen med otte kampe tilbage af sæsonen.

Selv om AaB nu skal indhente et point per spillerunde på AC Horsens for at udligne pointtotalen, er Jens Berthel Askou ikke meget for at snakke om udsigterne i tabellen.

- Alle kan jo se, at nu ser det godt ud, hvor for få dage siden syntes folk, at vi var stensikre nedrykningsfavoritter, og nu var det slut i AC Horsens, fordi vi havde tabt et par kampe i Superligaen.

- Sejren giver os et endnu bedre udgangspunkt, end det vi havde i forvejen, som også var godt.

- Vi kigger fremad, og så kigger vi indad, siger Jens Berthel Askou.

Søndag skal Horsens en tur til Lyngby, hvor holdet har mulighed for at tage det næste store skridt mod overlevelse i Superligaen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“