Sport - Ritzau
Hvidovre holder Vejle under pres med sen sejr
Hvidovre holder Vejle under pres med sen sejr
Hvidovre holder Vejle under pres med sen sejr
Med et mål 88 minutter inde i kampen sikrede Hvidovre sig en sejr i bestræbelserne på at holde snor i Vejle.
Hvidovre IF holder Vejle Boldklub i kort snor i toppen af landets næstbedste fodboldrække.
Lørdag eftermiddag vandt klubben på hjemmebane med 3-2 over FC Fredericia. En sen scoring af Nicolai Clausen efter 88 minutter sørgede for, at Hvidovre fik fuld gevinst.
Sejren betyder, at Hvidovre mindsker springet op til Vejle på førstepladsen. I skrivende stund har Hvidovre på andenpladsen blot et point op.
Vejle kan genvinde forspringet på fire point, når klubben senere lørdag tager imod bundholdet Nykøbing FC. Fredericia ligger næstsidst med seks point ned til Nykøbing.
Hvidovre kom planmæssigt fra start, da drønende farlige Tobias Thomsen efter et kvarter steg op i helt fri position og headede bolden ind til 1-0.
Kort før pausefløjt bragte Erik Nissen balance i regnskabet, da han efter et indlæg fra højre prikkede bolden over stregen til 1-1.
I anden halvleg blev det Daniel Stenderups tur til at bringe Hvidovre i front, inden Nicklas Røjkjær udlignede.
Det så længe ud til, at det skulle ende uden vinder i den københavnske forstad, men Nicolai Clausen ville det anderledes.
Han snød sig forbi flere spillere i Fredericias højreside, inden han fikst prikkede den i mål og sikrede Hvidovre sejren.
/ritzau/