Sport - Ritzau

Ishockeyboss fremhæver Danmark som stamvært for VM

Ishockeyboss fremhæver Danmark som stamvært for VM

Ishockeyboss fremhæver Danmark som stamvært for VM

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Ice Hockey Woman''s World Championship Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

På fire år har Danmark været vært for både herrernes og kvindernes ishockey-VM. Nyt værtskab venter i 2025.

Danmark høster ros for afviklingen af kvindernes VM i ishockey, der sluttede søndag aften med Canadas finalesejr over USA.

Præsidenten for Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF), Luc Tardiff, fremhæver værtsbyerne Herning og Frederikshavn.

- Vi taler meget om at holde vores VM-turneringer i store byer og markeder, mens det her VM beviser, at man også skal huske de lidt mindre byer og "rødderne" i sporten, siger Luc Tardiff i en pressemeddelelse fra Danmarks Ishockey Union.

- Turneringen her var meget velorganiseret og professionelt afviklet, og der er mange frivillige, der allerede har meldt sig til herrernes VM i 2025. Det bliver ikke vanskeligt for os at komme tilbage til Danmark igen om tre år.

Ordene tages vel imod hos Lars Lundov, der er direktør hos medarrangøren Sport Event Denmark.

- I denne uge har Frederikshavn og Herning skabt rammerne om kampen om VM-medaljer. Det internationale forbund, IIHF, taler om Danmark som "stamvært": VM 2018 for mænd, VM 2022 for kvinder og igen i 2025 VM for mænd, siger Lars Lundov.

Danmark fik tildelt værtskabet i slutningen af 2021, men trods den forholdsvis korte forberedelsestid kalder formanden for Danmarks Ishockey Union, Henrik Bach Nielsen, arrangementet for en ubetinget succes.

- Vi har leveret 31 velafviklede kampe, og vores gæster har været tilfredse. Vi har fået en fantastisk hjælp af begge værtsbyer, Sport Event Denmark og de mange frivillige, hvis indsats vi altid er stolte over, siger Henrik Bach Nielsen.

- Det er svært at afvikle et ishockey-VM i august måned, men vi er lykkedes med det, og jeg vil vove at påstå, at vi med afstand er den mindste hockeynation, der har været vært for både herrernes og damernes VM.

Danmark skal arrangere herrernes VM i 2025 i samarbejde med Sverige. Herning bliver vært for kampene i Danmark.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“