Sport - Ritzau
Jan Bech undskylder brok: Træder tilbage ved gentagelse
Jan Bech undskylder brok: Træder tilbage ved gentagelse
Jan Bech undskylder brok: Træder tilbage ved gentagelse
Brøndby-formand Jan Bech vil træde tilbage, hvis han igen kommer til at blande sig i sportslige anliggender.
Det er slut med at høre Brøndbys bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, blande sig i den sportslige ledelses arbejde på eksempelvis sociale medier.
Det understreger Jan Bech på Brøndby IF's ordinære generalforsamling tirsdag.
Det er ellers sket flere gange tidligere, senest da Brøndby led et skuffende europæisk exit tidligt i denne sæson.
- Jeg vil gerne undskylde for, at jeg svarede en fan efter vores kamp mod Legia Warszawa, hvor vi røg ud af Europa. Jeg har også undskyldt over for bestyrelsen og ledelsen, siger Jan Bech Andersen.
Det var i en kommentar på det sociale medie Instagram, at Jan Bech lod frustrationerne få frit løb.
- Jeg kan i hvert fald sige med hånden på hjertet, at jeg har råbt og skreget på forstærkninger og presset alle, da denne mulighed for gruppespil var markant større end normalt - det er meget skuffende og ikke i orden, skrev formanden.
Han slettede den kort efter, men kommentaren var allerede blevet delt flittigt på andre sociale medier.
Den situation vil han ikke havne i igen.
- Mine bemærkninger skabte meget postyr. Jeg vil godt understrege, at det ikke sker igen, og hvis det sker igen, så træder jeg tilbage, lyder det fra Jan Bech Andersen.
Generalforsamlingen i Brøndby begyndte klokken 16.
/ritzau/