Sport - Ritzau

Jesper Lindstrøm sparker Frankfurt til sejr i Marseille

Jesper Lindstrøm sparker Frankfurt til sejr i Marseille

Jesper Lindstrøm sparker Frankfurt til sejr i Marseille

Ritzau
Marseille
Zuletzt aktualisiert um:
France Soccer Champions League Foto: Daniel Cole/Ritzau Scanpix

Jesper Lindstrøm blev matchvinder, da Eintracht Frankfurt vandt 1-0 ude over Marseille i Champions League.

Tirsdag blev en stor dag for den danske fodboldspiller Jesper Lindstrøm.

Om formiddagen blev han udtaget til fodboldlandsholdets forestående Nations League-kampe, og om aftenen blev han matchvinder, da Eintracht Frankfurt vandt 1-0 ude over Marseille i Champions League.

Kort inden pausen bankede han Frankfurt i front med et hårdt og fladt venstrebensskud.

Lindstrøm deltog selv i opspillet til målet, men til sidst var det en dårlig Marseille-blokering, der endte med at spille danskeren fri i feltet.

Det var Lindstrøms første fuldtræffer i Europas bedste klubturnering, og det var hans ottende Frankfurt-scoring siden skiftet fra Brøndby i sommeren 2021.

Kort inde i anden halvleg var Lindstrøm tæt på at blive dobbelt målscorer, men målmandens hånd og overliggeren forhindrede en scoring.

Danskeren lever dog nok med afbrænderen, for han kan nu kalde sig for Frankfurts første matchvinder nogensinde i Champions League.

To andre danske landsholdsspillere havde også stor succes tirsdag aften, da Club Brugge overraskende bankede FC Porto med 4-0 på udebane.

Andreas Skov Olsen scorede til 3-0 i begyndelsen af anden halvleg, da han uden besvær sparkede en tværbold ind under målmanden.

I slutningen af opgøret lagde Casper Nielsen op til den 17-årige nordmand Antonio Nusas 4-0-scoring.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“