Sport - Ritzau
Jonas Vingegaard vinder Polen Rundt
Jonas Vingegaard vinder Polen Rundt
Jonas Vingegaard vinder Polen Rundt
Jonas Vingegaard forsvarede sin førertrøje på sidste etape af World Tour-etapeløbet Polen Rundt.
Den danske cykelstjerne Jonas Vingegaard (Visma) kan føje endnu en triumf til cv'et, om end det nok bliver en af dem, der bliver skrevet med småt.
Den dobbelte Tour de France-vinder sikrede sig søndag den samlede sejr i World Tour-etapeløbet Polen Rundt.
Han krydsede målstregen som nummer 41 på løbets 7. og sidste etape, men i det store billede betød placeringen på etapen ikke alverden.
Ud over at smile over sin egen samlede triumf var Vingegaard også glad for, at holdkammeraten Olav Kooij vandt etapen i en massespurt i Krakows gader.
Vingegaard har været iført førertrøjen, siden han overtog den efter løbets 2. etape.
- Jeg er virkelig, virkelig glad for sejren, og jeg er meget stolt. Det er en god måde at komme tilbage efter Tour de France, siger Vingegaard i vinderinterviewet.
Før sidste etape havde Vingegaard 13 sekunder ned til italieneren Diego Ulissi som nærmeste forfølger. Hverken Ulissi eller andre konkurrenter formåede dog at bringe spænding ind i klassementkampen på den 142 kilometer lange sidste etape. Derfor var afstanden den samme efter etapen.
Til en indledning var etapen småkuperet og indbød til udbrud. Men da de sidste cirka 50 kilometer var flade, blev tempoet så højt, at en massespurt synes uundgåelig.
Næsten demonstrativt kæmpede udbryderne for at holde sig i front, selv om de over en strækning på mere end 25 kilometer lå inden for ganske få sekunder af hovedfeltet. Kraftanstrengelserne burde udløse en fidusbamse, men medførte blot en statistrolle i spurten.
Tre kilometer før mål var der samling på feltet, og tempoet fik yderligere et nøk op.
Til sidst sled Olav Kooij sin cykel først over målstregen på en god Visma-dag i Sydpolen.
Gennem karrieren har Jonas Vingegaard nu ni samlede sejre i etapeløb. Foruden de to Tour-sejre rangerer de samlede sejre i Baskerlandet Rundt, Critérium du Dauphiné og Tirreno-Adriatico som de største triumfer.
/ritzau/