Sport - Ritzau

Julie Kepp Jensen slutter sidst i OL-semifinale

Julie Kepp Jensen slutter sidst i OL-semifinale

Julie Kepp Jensen slutter sidst i OL-semifinale

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
SWIMMING-OLY-PARIS-2024 Foto: Manan Vatsyayana/Ritzau Scanpix

24-årige Julie Kepp Jensen blev distraheret ved starten og var langt fra en plads i OL-finalen i 50 meter fri.

Der bliver ikke dansk deltagelse i kvindernes finale i 50 meter fri.

Julie Kepp Jensen sluttede sidst i sin semifinale lørdag aften, og det var selvsagt langtfra nok til at indløse finalebillet.

Den 24-årige sjællænder var med tiden 24,98 sekunder over halvandet sekund langsommere end svenske Sarah Sjöström, der i samme semifinaleheat satte olympisk rekord.

Den skuffende tid skyldtes især en dårlig start, hvor Julie Kepp Jensen lod sig forstyrre af det larmende publikum i La Defense Arena i Paris.

- Det larmede vildt meget under starten. Jeg prøvede at abstrahere fra det, men jeg var overbevist om, at de ville kalde os ned fra skamlen igen. Så var vi lige pludselig i gang, og så fik jeg en rigtig dårlig start.

- En dårlig start har bare rigtig stor betydning på 50 meter fri. Men det er sådan, det er. Alle detaljer skal sidde der, før det bliver et godt løb, siger Julie Kepp Jensen.

Hendes tid var den dårligste af alle i semifinalerne, og hun tangerer dermed den 16.-plads, som hun hentede ved OL i Tokyo for tre år siden.

Julie Kepp Jensen sikrede sig sin finaleplads lørdag formiddag, hvor hun svømmede de 50 meter i tiden 24,64 sekunder. Det var samtidig en forbedring af hendes mere end tre år gamle personlige rekord med 0,04 sekunder.

At det ikke blev til en finaleplads betyder, at hendes OL er slut for denne gang. Facit blev en 11.-plads med holdkappen i 4x100 meter fri og altså en 16.-plads i 50 meter fri.

- Det er mærkeligt. Jeg har også en skulderskade, så nu skal jeg have et par måneder helt fri, hvor jeg skal genoptræne. Det har været nogle hårde sidste par måneder, hvor jeg har haft virkelig ondt i skulderen.

- Det er fedt, at jeg kunne præstere, for på et tidspunkt var jeg bange for, at jeg måtte melde fra. Nu skal kroppen have en god pause, så den kan komme sig, siger Julie Kepp Jensen.

Hun slår fast, at hun er klar til at arbejde frem mod endnu en OL-deltagelse om fire år.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“