Sport - Ritzau

Kaden Groves slår Wout van Aert og tager sprintersejr

Kaden Groves slår Wout van Aert og tager sprintersejr

Kaden Groves slår Wout van Aert og tager sprintersejr

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
La Vuelta a Espana - Stage 2 Foto: Javier Lizon/Ritzau Scanpix

Sprinteren Kaden Groves var den hurtigste i søndagens massespurt i Vueltaen. Wout van Aert blev toer.

I en tæt massespurt vandt Kaden Groves (Alpecin) søndagens 2. etape af Vuelta a Espana.

Wout van Aert åbnede spurten, men han kunne ikke holde føringen på de sidste meter. Men Visma-rytteren er alligevel ny mand i førertrøjen. Det var andenpladsen nok til at sikre.

På tredjepladsen endte Corbin Strong fra Israel-Premier Tech, og han var uhyre tæt på at overhale Wout van Aert til slut.

Efter en sæson, der generelt ikke har budt på megen succes for Kaden Groves, viste australieren, hvorfor han betragtes som en af de bedste sprintere i verden.

Kaden Groves sad klogt i hjulet på Wout van Aert og havde ikke de store problemer med at overhale belgieren.

I den samlede stilling fører Wout van Aert med tre sekunder ned til Phil McNulty, der vandt lørdagens enkeltstart.

Søndagens etape strakte sig over 194 kilometer fra Cascais til Ourém. Det var en kuperet etape, som tog rytterne fra kysten tæt på Lissabon og mod nord til det centrale Portugal.

På forhånd var det forventet, at det ville blive en etape for sprinterne, og sådan blev det også.

På den stilfærdige og kedsommelige etape styrtede Dylan van Baarle i en forplejningszone med 91 kilometer til mål, og Visma-rytteren udgik senere forslået fra løbet.

Dermed er Visma uden en af holdets vigtige hjælperyttere for kaptajnen Sepp Kuss.

Der var flere styrt på søndagens etape, hvor tilskuerne på den sidste del af ruten var særdeles livlige og nærgående.

Mathias Vacek, der var løbets nummer to inden etapen og i spil til førertrøjen, styrtede på den sidste stigning med 23 kilometer til mål og råbte efterfølgende efter en tilskuer.

Efter styrtet nåede Mathias Vacek op til feltet igen, men formåede ikke at blande sig om sejren. Mathias Vacek er samlet nummer tre med fem sekunder op til Wout van Aert.

To kilometer fra målstregen var der endnu et styrt, og flere ryttere røg med i faldet. Josh Tarling fra Ineos var en af de uheldige ryttere i asfalten.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“