Sport - Ritzau
Klavs Bruun Jørgensen bliver træner i den næstbedste række
Klavs Bruun Jørgensen bliver træner i den næstbedste række
Klavs Bruun Jørgensen bliver træner i den næstbedste række
Den tidligere landstræner Klavs Bruun Jørgensen er præsenteret som ny cheftræner i Team Sydhavsøerne.
Knap otte måneder efter fyringen i Sønderjyske har den tidligere landstræner Klavs Bruun Jørgensen fundet sit næste trænerjob.
Han bliver således cheftræner i Team Sydhavsøerne (TSØ) fra den næstbedste række. Det skrev klubben på sin hjemmeside onsdag.
Her overtager han et ungt hold, der har lavet mange udskiftninger og i den forgangne sæson spillede playoffkampe om oprykning til Herreligaen.
Som assistent får han Jakob Green, som han har spillet med i GOG og arbejdet sammen med i flere trænerjobs.
- Det virker som om, at vi ser mange ting ens og arbejder ud fra de samme værdier, som jeg tror kan skabe et rigtigt godt hold.
- Efter et pusterum fra funktionen som træner, er jeg sulten for at bidrage til, at TSØ får indfriet de ambitioner, som jeg ved, klubben og holdet har, siger Bruun Jørgensen.
TSØ og Bruun Jørgensen, der var landstræner for det danske kvindelandshold fra 2015 til 2020, har lavet en toårig aftale.
/ritzau/