Sport - Ritzau
Klopp har Salah til rådighed efter skadespause
Klopp har Salah til rådighed efter skadespause
Klopp har Salah til rådighed efter skadespause
Liverpool-profilen Mohamed Salah er tilbage i fuld træning efter skade i baglåret, siger træner Jürgen Klopp.
Efter en skadespause på en måned kan Liverpool-profilen Mohamed Salah lørdag få comeback i kampen mod Thomas Franks Brentford.
Det siger Salahs træner, Jürgen Klopp, på fredagens pressemøde forud for kampen.
- Mohamed er tilbage i fuld træning, hvilket automatisk gør ham tilgængelig igen, siger Klopp ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det er en baglårsskade, der har holdt Salah væk fra banen i den seneste måneds tid.
Skaden opstod, da Liverpool-profilen i januar var afsted med det egyptiske landshold ved de afrikanske mesterskaber. Egypten røg ud i ottendedelsfinalen.
Salah blev efterfølgende sendt hjem til England for at genoptræne.
Egypteren har gang i en god sæson i Premier League, hvor det indtil videre er blevet til 14 ligascoringer.
Kun Manchester Citys Erling Haaland har nettet flere gange i indeværende Premier League-sæson. Nordmanden står noteret for 16 ligamål.
Liverpool indtager duksepladsen i Premier League med 54 point.
Holdet fra det nordvestlige England spiller på udebane mod Brentford lørdag.
/ritzau/