Sport - Ritzau

Knæskade koster fransk forsvarsspiller resten af VM

Knæskade koster fransk forsvarsspiller resten af VM

Knæskade koster fransk forsvarsspiller resten af VM

Ritzau
Doha
Zuletzt aktualisiert um:
TOPSHOT-FBL-wc-2022-MATCH 05-FRA-AUS Foto: Chandan Khanna/Ritzau Scanpix

Lucas Hernández kommer ikke på banen igen for Frankrig under VM. Dermed misser han også kampen mod Danmark.

Det bliver uden Lucas Hernández på holdet, at Frankrig på lørdag tropper op til VM-kampen mod Danmark.

Forsvarsspilleren udgik med en skade efter 13 minutter af tirsdagens 4-1-sejr over Australien, og onsdag morgen fik han en kedelig besked.

En korsbåndsskade i det højre knæ betyder, at han misser resten af slutrunden i Qatar, skriver Frankrigs Fodboldforbund på Twitter.

Landstræner Didier Deschamps begræder tabet af den 26-årige spiller fra Bayern München.

- Ligesom resten af holdet er jeg ekstremt ked af det på Lucas' vegne. Vi mister en vigtig brik. Lucas er en kriger, og jeg er ikke i tvivl om, at han kommer til at træde frem igen, siger han til forbundets Twitter-profil.

Frankrig må i forvejen undvære stjernerne Paul Pogba, N'Golo Kante og Karim Benzema ved slutrunden.

Sidstnævnte var egentlig udtaget, men rejste hjem på grund af en lårskade. Deschamps havde mulighed for at udtage en erstatning, men undlod at gøre det. Derfor består Frankrigs trup nu blot af 24 spillere.

De forsvarende verdensmestre åbnede VM med en sikker sejr over Australien, selv om de kom bagud i kampens begyndelse.

Adrien Rabiot udlignede, før der var spillet en halv time, mens Olivier Giroud med to mål og Kylian Mbappé med et enkelt skød australierne i sænk.

Danmark går ind til lørdagens møde med et enkelt point i bagagen efter 0-0 mod Tunesien.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“