Sport - Ritzau
Kollapset handel sender Everton på jagt efter ny ejer
Kollapset handel sender Everton på jagt efter ny ejer
Kollapset handel sender Everton på jagt efter ny ejer
![](/sites/default/files/styles/article_image_1200x450_/public/ritzau-images/20240601125440241_org.jpg?itok=88AZWzH4)
Investeringsselskab har ikke opfyldt kravene til et varslet køb af Everton, og handlen er nu taget af bordet.
Fodboldklubben Everton og dens ejer, Farhad Moshiri, skal igen på jagt efter interesserede købere.
Investeringsselskabet 777 Partners skulle ellers have overtaget aktiemajoriteten i klubben. Men efter måneders forhandlinger er handlen nu endegyldigt kollapset.
Det skriver Everton på sin hjemmeside.
- Aftalen mellem 777 Partners og Blue Heaven Holdings Limited om salg og køb af aktiemajoriteten i klubben udløb i dag (lørdag, red.), lyder det.
I september sidste år meddelte parterne ellers, at de var nået frem til en aftale, hvor 777 Partners skulle købe 94,1 procent af aktierne.
Der manglede blot en blåstempling fra Premier League og Englands Fodboldforbund (FA), før klubovertagelsen ville blive officiel.
Men i de efterfølgende otte måneder er det ikke lykkedes 777 Partners at overbevise myndighederne om, at man er i besiddelse af midlerne til at overtage klubben.
Medier har berettet, at investeringsselskabet, der også har købt sig ind i blandt andet Hertha Berlin, Genoa og Standard Liège, er i økonomiske problemer.
Det samme er Everton, der nu vil "vurdere alle muligheder for klubbens fremtidige ejerskab".
Klubben fik i den netop overståede sæson fratrukket otte point som straf for brud på ligaens økonomiske regler.
/ritzau/