Sport - Ritzau

Kollision på Strandvejen kostede cykeltalent OL: Jeg er knust

Kollision på Strandvejen kostede cykeltalent OL: Jeg er knust

Kollision på Strandvejen kostede cykeltalent OL: Jeg er knust

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Cykelrytter Solbjørk Minke Anderson Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Solbjørk Minke Anderson misser OL, efter at hun torsdag blev påkørt på en træningstur og brækkede kravebenet.

- Jeg har det ad helvede til.

En stor drøm blev torsdag spoleret for Solbjørk Minke Anderson, da hun var på en helt almindelig træningstur på sin cykel nord for København.

En bilist brød sin vigepligt på Strandvejen og kolliderede med det 19-årige stortalent, som røg i asfalten og brækkede venstre kraveben.

Efter en tur i ambulance til Herlev Hospital stod det klart. Hun måtte melde afbud til OL.

- Jeg var ikke særlig meget i tvivl. Det var den første tanke, da jeg røg ned. At jeg ikke kommer til Paris. Det var vist også det første, jeg sagde efter styrtet: "Jeg skal til OL i næste uge, og det kommer jeg ikke nu".

- Det er ekstremt svært at acceptere. Jeg er virkelig, virkelig ked af det - fuldstændig knust. Selvfølgelig, siger Solbjørk Minke Anderson og rammes kortvarigt af gråden, som om det igen går op for hende, hvad der er sket.

Den 19-årige Uno-X-rytter var blevet udtaget til OL sammen med stjernerne Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard Bjerg og skulle være fløjet til Paris 31. juli.

Nu venter i stedet en uge, hvor hun skal ligge stille.

Hun har ellers vist storform i den seneste tid. Ved Giro d'Italia for nylig var hun med fremme på kongeetapen.

- Jeg har følt mig flyvende. Jeg har været i den bedste form i år. Giroen var målet frem mod OL, og så havde jeg Tour de l'Avenir i slutningen af august.

- Sammen med OL var Tour de l'Avenir det store mål, som jeg skulle være i topform til, men nu er mine to største sæsonmål røget, siger hun.

Trods skuffelsen virker hun ganske fattet i telefonen fra lejligheden i København, når hun skal fortælle om de praktiske omstændigheder vedrørende styrtet og sæsonmålene.

Men følelserne bølger rundt i hende, afslører hun.

- Jeg lyder måske fattet, fordi jeg allerede har haft mine sammenbrud - de første par stykker i hvert fald. Det kommer og går lidt. Jeg tror, at søvnen bliver minimal i nat, siger hun afslutningsvis.

Solbjørk Minke Anderson kan glæde sig over, at hun på grund af sin endnu unge alder kan nå at deltage ved flere olympiske lege.

Ved årets OL erstattes hun af danmarksmesteren, Rebecca Koerner.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“