Sport - Ritzau

Kometen Swiatek knækker Ons Jabeur i US Open-finalen

Kometen Swiatek knækker Ons Jabeur i US Open-finalen

Kometen Swiatek knækker Ons Jabeur i US Open-finalen

Ritzau
New York
Zuletzt aktualisiert um:
Tennis: US OPEN Foto: Robert Deutsch/Ritzau Scanpix

Verdensetter Iga Swiatek slog sig fri af nerver og slog tuneseren Ons Jabeur i kvindernes finale ved US Open.

Den 21-årige polak Iga Swiatek er dronningen af kvindetennis for tiden. Det understregede hun med en flot indsats i lørdagens US Open-finale trods lidt nerver i slutningen af kampen.

Efter at have vundet French Open to gange kan Swiatek nu også notere en grand slam-triumf fra New York. Tuneseren Ons Jabeur blev slået med cifrene 6-2, 7-6 i finalen.

Mens Swiatek er oppe på tre grand slam-titler, mangler 28-årige Jabeur endnu at vinde en af sportens fire største turneringer. Hun tabte også finalen i årets Wimbledon.

Tuneseren, verdens nummer fem, havde ikke modtræk til regnen af vinderslag, som Swiatek sendte ned over hende på det blå hardcourt-underlag på Arthur Ashe Stadium.

Hun blev brudt i sit første serveparti, og selv om hun nede 0-3 fik reduceret til 2-3, var Jabeur ganske enkelt oppe imod overmagten.

Swiatek lukkede aldrig sin modstander ind i sættet, som hun lukkede med tre partier på stribe efter blot en halv times tennis.

Jabeur pressede Swiatek lidt i polakkens første serveparti i andet sæt, men da Swiatek holdt serv og efterfølgende brød tuneseren, lignede det begyndelsen på enden for Jabeur.

Tuneseren mistede tydeligt troen på, at hun kunne finde en vej gennem den uhyggeligt stærke polak, som buldrede på 3-0.

Præcis som i første sæt lykkedes det dog tuneseren at reducere til 2-3, men nok engang slog polakken øjeblikkeligt tilbage.

Hun hamrede flere rene vindere ned langs linjerne med enorm præcision.

Det blev 4-2 til Swiatek, men så var det som om, at fejlforekomsten steg hos polakken. Det udnyttede Jabeur rutineret, og ved 4-4 var hun for første gang siden 0-0 helt med i sættet.

Det blev endda til tre breakbolde i næste parti for tuneseren, men Swiatek fik slået sig fri af de synlige nerver og holdt stand.

Begge spillere holdt serv i de følgende partier, og da Swiatek misbrugte en matchbold ved 6-5, skulle sættet afgøres i tiebreak.

Her viste Swiatek de bedste nerver trods den missede matchbold kort forinden. Hun vandt tiebreaken med 7-5 og kunne føje årets syvende WTA-titel til cv'et.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“