Sport - Ritzau
Kommentator: Kevins erfaring skal bringe ham i spil hos Sauber
Kommentator: Kevins erfaring skal bringe ham i spil hos Sauber
Kommentator: Kevins erfaring skal bringe ham i spil hos Sauber
Efter et par gode uger nævnes Kevin Magnussen som kandidat til det sidste ledige Formel 1-sæde i næste sæson.
Kevin Magnussen har fået gang i Formel 1-raceren, bedst som sæsonen går på hæld.
I Austin i USA kørte danskeren sig til to VM-point i sprintløbet, mens han blev nummer 11 i grandprixet, og i seneste weekend blev det til en syvendeplads og seks VM-point i grandprixet i Mexico.
Den danske opblomstring er ikke gået ubemærket hen i de internationale medier, der har bragt ham i spil til det sidste ledige sæde i den kommende sæson hos det schweiziske mandskab Sauber.
Efter sidste weekends succes i Mexico skrev det tyske medie Auto Motor und Sport, at Magnussen, med den form han viser, bør blive i Formel 1.
- I denne form er veteranen en af kandidaterne til det andet Sauber-sæde. Han er bestemt bedre end Valtteri Bottas i øjeblikket, skrev mediet.
Jens Hansen, der kommenterer Formel 1 på Viaplay, kalder danskernes form for "fantastisk", og udelukker ikke, at han med en god slutspurt kan lykkes at holde sig i Formel 1-feltet.
- Det, der taler for, at Sauber skulle vælge Kevin, er, at de er et sted, hvor rutine og erfaring er meget afgørende i forhold til at få udviklet raceren og få skabt den rigtige racer frem mod 2026, hvor der kommer et nyt reglement, siger kommentatoren.
Det ene sæde hos Sauber er allerede besat til 2025-sæsonen. Der skal Magnussens nuværende holdkammerat hos Haas, Nico Hülkenberg, sidde.
- Man skal ikke glemme, at Hulkenberg hele tiden har talt varmt om Kevin som teamkammerat, og det er faktisk ikke særlig tit, at man oplever det i Formel 1. Så det er positivt, siger Jens Hansen.
Magnussen er dog ingenlunde den eneste, der har været kædet sammen med det sidste ledige sæde i den kommende sæson.
Ifølge Jens Hansen har "nærmest enhver kører, der er Formel 1-materiale lige nu, været bragt i spil til sædet hos Sauber".
- Så jeg vil stadigvæk sige, at det er en pæn stor overraskelse, hvis det lykkes Kevin at tage sædet. Men omvendt, så skal man aldrig afskrive lige nøjagtig Kevin. Der er ikke mange, som har været ude af Formel 1 to gange og formåede at få comeback igen, siger kommentatoren.
Han fremhæver samtidig, at man ikke nødvendigvis skal regne med en afklaring lige foreløbig.
- At Sauber er i den situation, hvor der er ikke andre åbne sæder lige nu, gør, at mandskabet kan tillade sig at have tålmodighed og se tiden an, siger Jens Hansen.
Magnussens næste mulighed for at gøre sit navn endnu varmere til Sauber-sædet er i det brasilianske grandprix i São Paulo.
Danskeren fik dog stukket en kæp i hjulet fredag, da han grundet sygdom misser sprintkvalifikationen og dermed også lørdagens sprintløb.
Magnussen kan stadig nå med i søndagens grandprix, men det kræver, at han stiller til start i lørdagens kvalifikation til grandprixet, som afvikles lørdag aften dansk tid efter sprintløbet.
/ritzau/