Sport - Ritzau

La Liga-chef: Vi kan løse racismeproblem på seks måneder

La Liga-chef: Vi kan løse racismeproblem på seks måneder

La Liga-chef: Vi kan løse racismeproblem på seks måneder

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-ESP-LIGA-RACISM-VINICIUS Foto: Oscar Del Pozo/Ritzau Scanpix

Javier Tebas undskylder over for Vinicius Junior og beder om mere magt til at udrydde racisme.

La Liga kan udrydde problemer med racisme i spansk fodbold på få måneder.

Det hævder organisationens præsident, Javier Tebas.

- Vi vil have magten til at gøre mere. Med magt er vi overbeviste om, at problemet kan være løst inden for måneder, siger Tebas på en pressekonference ifølge Sky Sports.

Som det er nu, kan La Liga kun identificere og anmelde tilfælde af racisme til myndighederne. Tebas ønsker, som det er muligt i andre lande, at uddele straffe til individer og klubber.

- Vi tager den juridiske vej (for at ændre lovene, red.), og jeg tror, at om seks måneder vil der være nul, og vi vil være den bedste liga i verden, siger Tebas.

Konkret vil der fredag blive indsendt en forespørgsel til den spanske regering om lovændringer, så La Liga og Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) får flere sanktionsmuligheder i forbindelse med sager om blandt andet racisme og homofobi.

Tebas erkender, at La Liga nok skulle have lavet forespørgslen tidligere, og han undskylder igen sin første og meget kritiserede reaktion over for Real Madrids Vinicius Junior, som søndag blev udsat for abelyde i Valencia.

Brasilianeren efterlyste handling fra La Liga, og Tebas opfordrede på Twitter ham til at "læse op på tingene" og "ikke lade sig manipulere".

- Min frustration var min fejl. Jeg forstår, at Vinicius er frustreret, for han forstår ikke opdelingen af magten. Men jeg er også frustreret, for jeg kender den, og der er ingen sanktioner, siger Tebas.

La Liga-præsidenten opfordrer Real Madrid-stjernen til at forlade banen, hvis det gentager sig. En handling, som præsidenten i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, har opfordret til at implementere i regelbøger i hele verden.

- Han og hele holdet kan forlade banen. Det er dommerens beslutning, men jeg opfordrer ham til at forlade banen. Han vil få støtte fra mig og hele La Liga, siger Tebas.

Tre unge mennesker, som menes at have råbt racistiske fornærmelser mod 22-årige Vinicius Junior, blev tirsdag anholdt for tilråbene.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“