Sport - Ritzau
La Liga vil undersøge racistiske tilråb mod Vinicius
La Liga vil undersøge racistiske tilråb mod Vinicius
La Liga vil undersøge racistiske tilråb mod Vinicius
Real Madrid-spilleren Vinicius Junior blev søndag igen udsat for mulig racisme i kampen mod Mallorca.
Real Madrid-kantspilleren Vinicius Junior blev muligvis udsat for racistiske tilråb under udekampen mod Mallorca søndag.
Det spanske fodboldforbund, La Liga, vil nu undersøge, hvad der er op og ned i sagen, skriver AFP.
- La Liga fordømmer kraftigt, hvad der skete, og vi vil kæmpe for at finde de ansvarlige for at bekæmpe enhver form for racistisk handling, adfærd eller hændelse, lyder det i en pressemeddelelse fra forbundet.
Streamingtjenesten DAZN har offentliggjort en video, der fanger minimum én af Mallorcas tilskuere i at kalde Vinicius for en abe.
Af den grund vil forbundet nu finde frem til de ansvarlige.
- Vi arbejder sammen med Mallorca for at identificere de ansvarlige med det formål at træffe de passende juridiske foranstaltninger, lyder det fra La Liga.
Det er ikke første gang, at Real Madrid-spilleren oplever racisme.
Spansk politi er lige nu i gang med at undersøge en hændelse fra januar, hvor en dukke, der skulle ligne Vinicius, blev hængt ud fra en bro i forbindelse med Real Madrids pokalopgør mod Atlético Madrid.
Dukken hang under et stort banner med skriften "Madrid hader Real", mens en række Atletico-tilhængere samtidig skulle have sunget racistiske sange rettet mod brasilianeren.
Desuden blev Vinicius også udsat for tilråb i en udekamp mod Real Valladolid i slutningen af december. Det fik ham dengang til at rejse kritik af La Liga ifølge AFP.
- Racister bliver ved med at dukke op til kampe, og forbundet bliver ved med ikke at gøre noget, sagde han.
Vinicius Junior har spillet 31 kampe for Real Madrid i indeværende sæson og leveret 13 scoringer.
Real Madrid tabte kampen mod Mallorca med 0-1 og er nu otte point efter førerholdet FC Barcelona efter 20 spillerunder.
/ritzau/