Sport - Ritzau

Landin fik det hele med i sidste kamp: Det er surrealistisk

Landin fik det hele med i sidste kamp: Det er surrealistisk

Landin fik det hele med i sidste kamp: Det er surrealistisk

Ritzau
Lille
Zuletzt aktualisiert um:
OL 2024: Herrehåndbold finale: Danmark - Tyskland Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danmarks suveræne sejr over Tyskland i OL-finalen var Niklas Landins sidste kamp. Det blev et perfekt punktum.

De fleste sportsfolk vil gerne stoppe på toppen.

Men de færreste får lov at opleve et farvel, som det Niklas Landin søndag eftermiddag var en del af i Lille.

Ligesom det var tilfældet for den mangeårige holdkammerat Mikkel Hansen, var den suveræne sejr på 39-26 over Tyskland i OL-finalen Landins sidste optræden i landsholdsdragten.

Næsten for godt til at være sandt.

- Det var lige, som jeg havde drømt om, og jeg har en god følelse med at kunne stoppe med en olympisk finale. Og så ovenikøbet med så perfekt en kamp foran 27.000 mennesker. Det havde jeg aldrig set for mig.

- Det var dejligt at kunne nyde de sidste ti minutter, slutte af med en redning og give de nye unge kræfter lidt spilletid. Det er bare skønt. Nu glæder jeg mig til at følge det danske landshold i fremtiden, for den ser lys ud, siger han.

Niklas Landin spillede selv en flot kamp, men opgøret vil først og fremmest blive husket for et ustoppeligt dansk angreb, der scorede mål efter behov, mens føringen voksede i naturstridigt tempo.

- Det er surrealistisk, at vi spillede noget nær den perfekte håndboldkamp i en OL-finale, hvor der er så meget på spil. Alle øjne var på os, og vi lavede stort set ingen fejl. Tyskerne havde ikke rigtig noget at spille for efter de første 15 minutter.

- Det var noget nær det perfekte punktum for mig og nok også for Mikkel, siger Niklas Landin.

Den danske præstation og potentialet til flere guldmedaljer i de største turneringer fik ikke Landin til at fortryde sin beslutning.

- Det er en god beslutning, og jeg er glad for den. Jeg har været i det så lang tid og prøvet så mange store ting. Vi spiller sjældent dårligt, så det er bare fedt at slutte sådan af, siger han.

Banen på Stade Pierre-Mauroy delte han med Magnus Landin, som så sin storebror runde en stor landsholdskarriere af på flotteste vis.

- Det var fantastisk. Jeg tror ikke, det kunne være skrevet bedre end at slutte med en OL-guldmedalje. Han spillede en fantastisk kamp.

- Det var egentlig først, da vi begge blev skiftet ud de sidste par minutter, at det gik op for mig, at det nok var det sidste for os to. Det var specielt, forklarer Magnus Landin.

Niklas Landin nåede 283 landskampe i det danske mål.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“