Sport - Ritzau

Landsholdsikon ser Herning som lille favorit i slutspil

Landsholdsikon ser Herning som lille favorit i slutspil

Landsholdsikon ser Herning som lille favorit i slutspil

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Metal Ligaen: Rungsted Seier Capital - Herning Blue Fox Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Herning Blue Fox jagter sit første mesterskab siden 2012, og Morten Green har midtjyderne som lille favorit.

Otte hold tager fredag aften hul på slutspillet i Metal Ligaen, og det bliver med to oplagte kandidater til mesterskabet.

Det mener i hvert fald Morten Green og Michael Eskesen, der arbejder som eksperter på TV 2 Sport.

Den forsvarende mester, Aalborg Pirates, vandt grundspillet og er naturligt nok den ene af favoritterne. Derudover har også Herning Blue Fox imponeret Green og Eskesen.

- Jeg mener jo faktisk, at Herning er en lille favorit til titlen. De har lige slået Aalborg i Final-4, de slog dem i sidste møde i grundspillet og fører 5-2 i de indbyrdes opgør i denne sæson, siger den tidligere landsholdskaptajn Morten Green.

Før sæsonen stod det langt fra skrevet i sol, stjerne og måne, at Herning ville slutte blot tre point efter Aalborg i grundspillet og positionere sig som mesterskabsfavorit.

- Jeg havde ikke Herning deroppe før sæsonen, skal jeg indrømme. De har haft et par meget tunge år, hvor de ikke har fået tingene sat ordentligt sammen.

- Men defensiven er blevet mere stabil, og så har de stærke folk i offensiven, der kan afgøre tingene på egen hånd. Som Phil Marinaccio, Mathias Bau og Mathias From. De har et meget godt miks, siger Green.

Herning vandt det seneste af sine 16 danske mesterskaber i 2012, og seneste pokaltitel før denne sæson blev skøjtet i hus i 2015. Pokaltriumfen i midten af februar faldt med andre ord på et meget tørt sted.

- Jeg tror, det tog en del af presset på både holdet og organisationen, og det kan blive en fordel for dem i slutspillet, siger Morten Green.

Odense Bulldogs er den mest oplagte outsider, hvis ikke de jyske favoritter lever op til forventningerne, mener Eskesen og Green samstemmende.

I første omgang skal Aalborg, Herning og Odense forsøge at leve op til soleklare favoritværdigheder i kvartfinaleserierne mod henholdsvis Rungsted, Frederikshavn og Herlev.

Langt mere jævnbyrdigt ser det ud i den fjerde kvartfinale mellem Esbjerg Energy og Sønderjyske.

Spillermateriale og ikke mindst en stigende formkurve efter nytår får umiddelbart Michael Eskesen til at hælde til Esbjerg som den fjerde semifinaledeltager.

- Historikken viser, at man aldrig helt må afskrive Sønderjyske, men de har bare været et af ligaens dårligste hold efter nytår - både spille- og pointmæssigt - så det er lidt svært at se dem komme langt.

- I november tænkte man nærmest, at de ville løbe med grundspilssejren, men siden har der dels været skader, og nye folk, der ikke har slået til, og så ramlede det bare for dem i de store kampe mod Herning, Aalborg og Odense.

- Men det er et lokalopgør og på papiret helt sikkert den mest spændende og jævnbyrdige kvartfinale, siger Eskesen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“